Dyrskue har fået "nyt" navn i 2019 - nu hedder det Fjerritslev Dyrskue, Forårsfest for land og by, skriver LandboNord i en pressemeddelelse. Det nye navn kommer af, at LandboNord gerne vil præcisere, at der er noget at opleve for alle - ikke kun landbrugsinteresserede.

Dagen starter på traditionel vis med sang og flaghejsning klokken 09.00, hvor borgmester Mogens Christen Gade holder åbningstalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dyreudstilling og maskiner

Husdyrene er uden tvivl omdrejningspunktet på dyrskuet, og der bliver udstillet dyr indenfor kategorierne malkekvæg, kødkvæg, heste, får og geder. Der er over 150 tilmeldte dyr, så der er rig mulighed for at komme helt tæt på.

Er du til maskiner og store motorer, så bliver der masser at fornøje sig med på maskinudstillingen, da der bliver udstillet et bredt udsnit af maskiner, oplyser LandboNord. Desuden udstilles der også veteranmaskiner. Disse er placeret på P-pladsen foran hallen.

Underholdning for store og små

Udover de dyr og maskiner, byder dyrskuet også på opvisning med heste, idet vi i år får besøg af Oldenborgkvadrillen, en opvisning med hunde fra DCH Hanherred, sumobrydningskonkurrence mellem lokalpolitikere. Derudover giver Fjerritslev skoleband koncert i vores nye underholdningsring og Trekroner IF laver en gymnastikopvisning.

For de yngste gæster på skuet er der også masser af spændende og sjove aktiviteter, så som ansigtsmaling, rideture og hestevognskørsel. De kan køre på pedaltraktor, se en smed arbejde med jern, bage snobrød over bål og jagte karamellerne, der er gemt i en stor container fyldt med korn, og meget mere.

Børnedyrskue i Det Aktive Hjørne slår i år rekord med 19 tilmeldte børn og 13 tilmeldte dyr. Så kom og se de mange søde kæledyr, som de lokale børn har gjort fint i stand til dagen.