Med i alt 14 Claas-forhandlere over hele landet, heraf seks Claas-forhandlere som er ejet af Danish Agro Machinery Holding og import af Claas står Danish Agro Machinery A/S stærkt på det danske marked for landbrugsredskaber.

I dag ejer Danish Agro Machinery Holding helt eller delvist seks ud af landets 14 Claas-forhandlere. Senest har Danish Agro overtaget Kolding Maskinforretning og Traktor & Høstspecialisten i Hinnerup i 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fire ud af de seks Claas-forhandlere er 100 procent ejet af Agro-koncernen. Det drejer sig om Almas Agro i Brønderslev, Traktor & Høstspecialisten med afdelinger i Hinnerup og Kolding, A.P. Jørgensen i Ribe og Ringe Maskinforretning.

Importselskabet Danish Agro Machinery har i 2018 realiseret en omsætning på 484.742.000 kroner mod 435.800.000 kroner i 2017. Stigningen i omsætning svarer til en vækst på 11 procent. I ledelsesberetningen anser ledelsen resultatet for tilfredsstillende.

- Resultatet er tilfredsstillende i forhold til den tørke, som hele landet oplevede. Vi har også været igennem halvandet år med et forløb med overtagelse af i alt syv maskinforretninger, som samlet berører 230 medarbejdere, som har fået ny ejer, siger Jens Skifter, koncerndirektør i Danish Agro Machinery.

- Alle overtagelser er sket med kontinuitet for øje, respekt for medarbejderne og deres kundskaber, samt med en regional og lokalkendt ledelse i den enkelte maskinforetning. Igennem 2019 vil der i enkelte lande blive sat fokus på at udvikle samarbejdet på tværs af forretningerne, siger Jens Skifter.

Den samlede omsætning i de seks danske maskinforretninger var på mere end 830 millioner kroner i 2018, med et positivt resultat lige under 10 millioner kroner, hvilket er tilfredsstillende, melder ledelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Agro Machinery har i 2018 indgået samarbejde med Fliegl, fem ud af seks forhandlere har indgået samarbejde med Lemken om forhandling. I marts i år indgik Danish Agro partnerskab med Spearhead om forhandling af græsklippere eksklusivt til forhandling i de seks forretninger ejet af Danish Agro.

Årsregnskabet Danish Agro Machinery viser en egenkapital pr 31. december 2018 på ialt 56,8 millioner kroner.