Mød op og vær med til at debattere både klima og dansk fødevareproduktion, når Landbrug og Fødevarer Østjylland afholder vælgermøde for landmænd og øvrige interesserede i Østjyllands Storkreds, skriver L&F Østjylland i en pressemeddelelse.

- Vi har blandt andet valgt at sætte fokus på klimaet, fordi det fylder helt vildt meget lige nu. Alle har en mening om det, men ingen ved rigtig noget. Derfor har man nu chancen for at komme helt tæt på de forskellige kandidater og høre deres synspunkter, hvis man kommer med til vores vælgermøde, mener Christian Jensen, næstformand i Landbrug og Fødevarer Østjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vælgermødet finder sted mandag den 20. maj 2019 fra kl. 16.30-19.00 på DLF Seed, Carlsberggaard, i Randers. Der startes ud med en præsentation af DLF Seed, hvor Mette Jespersen, Product Manager, fortæller om klima og frøavl i virksomheden. Derefter vil Thor Gunnar Kofoed, viceformand i L&F, give en kort præsentation af Landbrug & Fødevarers klimapolitik, inden der vil være en kort præsentation af de fremmødte kandidater og efterfølgende debat.

Efter debatten bliver der sagt tak for i dag med serveringen af en sandwich "to-go".