Abonnementsartikel

- Jeg er da stolt af, at der er godt og rigeligt drikkevand under mine marker, siger landmanden.

"Din forsyning", der blandt andet står for drikkevandsforsyning til Varde og Esbjerg kommuner, har fundet et stort kildefelt med masse af drikkevand af virkelig god kvalitet, skriver Sagro i en pressemeddelelse. Feltet ligger under den jord i Vittarp nordvest for Varde, som Jesper Arnth og hans familie i generationer har drevet landbrug på.

Efter prøvepumpninger og analyser finder "Din Forsyning" kildefeltet så lovende, at forsyningsvirksomheden ønsker, at der etableres 10 boringer, der tilsammen skal forsyne Varde og omegn med rent drikkevand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De nuværende boringer, der leverer drikkevand til Varde, er udfordret af miljøfremmede stoffer.

- Jeg er godt klar over, at det rene drikkevand ikke er min fortjeneste, for drikkevandet, der kan pumpes op, er 30-50 år gammelt. Men når Geus og kommunen vælger området her, så går jeg da ud fra, at de heller ikke mener, at der er forureninger på vej mod grundvandet, siger Jesper Arnth, der er 5. generation på bedriften og medlem af Sydvestjysk Landboforenings bestyrelse.

- Det ligger altid i baghovedet på en landmand, at vi skal passe på drikkevandet. Og jeg ved da med mig selv, at jeg bruger mindre gødning, end min fars generation gjorde, for forbruget af gødning toppede for 30 år siden.

Han glæder sig desuden over at vide, at Miljøstyrelsen i dag har hånd i hanke med de pesticider, der bliver tilladt, for at sikre, at der ikke sker en nedsivning.

Hvordan drikkevandsressourcen i Vittarp skal beskyttes i fremtiden, og hvordan det eventuelt påvirker landbrugsdriften i området, er der endnu ikke taget stilling til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Din Forsyning" forventer om nogle få måneder at kunne søge Varde Kommune om tilladelse til indvinding af vand i Vittarp til drikkevandsformål.