Agri Nord vil også fremover yde rådgivning i verdensklasse til verdens bedste landmænd. Derfor bliver rådgivningsvirksomhedens fysiske lokationer nu opgraderet, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Agri Nord har i dag hovedkontor på Hobrovej i Aalborg og områdekontorer på Horsøvej i Hobro og på Markedsvej i Aars.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremover vil Agri Nords rådgivning være placeret henholdsvis i Aalborg og i Hobro. I Hobro på Jeppe Aakjærsvej lige op ad indfaldsvejen fra motorvejen og i Aalborg fortsat på Hobrovej 437.

- Vi har i bestyrelsen truffet den strategisk beslutning, at sikre vort hovedkontor i Aalborg en fortsat god placering, når dette kommer på tale, og det er på den nye udstykning ved motorvejsafkørsel 29 Svenstrup, siger formand for Agri Nord, Carl Chr. Pedersen.

Datterselskabet Servido a/s, der i dag er placeret på Hjortkærsvej i Aars, flytter til Markedsvej, hvor det får hovedkontor, og Agri Nord etablerer samtidig et områdekontor af det statsautoriserede revisionsselskab Revice a/s. Huset i Aars rummer herudover Dyrlægerne Himmerland Kvæg, Danmarks Køreskole og Nordic-C møbler.

Stærke faglige miljøer, attraktive og synlige lokationer

Agri Nord har valgt at se på de nuværende tre lokationer som en helhed og har truffet en samlet strategisk beslutning for, hvordan man i fremtiden ønsker at betjene medlemmer og kunder.

- Det er vigtigt, at vi har stærke faglige miljøer, attraktive og synlige lokaliteter, siger adm. direktør i Agri Nord, Kim Koch, og det får vi ved at samle rådgiverne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den måde servicerer vi landmændene bedst mulig, og med a-holdet er vi klar til "Fremtidens rådgivning". Samtidig oplever vi, at det er nemmere at tiltrække de kompetencer, der skal være med til at udvikle vores virksomheder for landmandens bedste, hvis vi har stærke, faglige miljøer på attraktive og synlige lokationer, siger direktør Kim Koch.

Nyt domicil i Hobro

I Hobro bygger Agri Nord et nyt domicil på erhvervsbyggegrunden på Jeppe Aakjærsvej, som er købt af Mariagerfjord Kommune, skriver Agri Nord.

Der er foreløbig lavet en betinget købsaftale om salg af Horsøvej 11. Aftalen er betinget af, at Mariagerfjord Kommune skal godkende en ny lokalplan for området.

Tyregården i Hobro, hvor Agri Nord tidligere har haft forsøgsarealer, er også solgt.

- Vores nuværende Hobro-kontor ligger i by-centrum, hvor vi er trængt på parkeringspladser, og vi er låst fast i forhold til udvidelser. Herudover trænger kontorerne voldsomt til en renovering og modernisering, som vil være svært at forsvare rent investeringsmæssigt, siger formand Carl Christian Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Agri Nord, KvægXperterne og et områdekontor af det statsautoriserede revisionsselskab Revice a/s, forventer at kunne flytte ind i de nye lokaler i Hobro efter sommerferien 2020. Til foråret starter projektering, tegninger og beregninger samt licitation siger direktør Kim Koch.

Synergi i Aars

Agri Nord har i dag to lokationer i Aars og ønsker at lave synergi ved at samle aktiviteterne på den største af disse arbejdspladser, Markedsvej 6. Det er en central placering midt i byen lige op af rutebilstationen.

Servido a/s flytter hertil. De har 140 medarbejdere beskæftiget med hjemmeservice. Ifølge Agri Nord har de pladsmangel, og de ønsker også at udvide tilbuddene med genoptræning og fysioterapi. Det kræver bedre fysiske rammer end de nuværende i industrikvarteret på Hjortkærsvej, og de findes på Markedsvej. Derfor sættes Hjortkærsvej 30 til salg. - Vi er i fuld gang med at planlægge nogle få fysiske forandringer, og vi forventer, at indflytningen kan ske senest 1. august 2019, siger direktør Kim Koch.

Medlemmer og kunder kan fortsat aflevere materiale og afholde møder med deres rådgivere på Markedsvej 6.

Ny placering i Aalborg Kommune er sikret

Agri Nord i Aalborg ligger på den gamle dyrskueplads og tidligere var dette i udkantsområdet af Aalborg. Nu er det lige midt i City Syd og centrum for en planlagt, fremtidig udvikling af Skalborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tror på, at Agri Nords besiddelse i Aalborg vil blive en integreret del af denne udvikling, og derfor har vi i bestyrelsen, med rettidig omhu, kigget på, hvor vi naturligt kan placere os fysisk, så vi fortsat er let at komme til og synlige overfor medlemmer og kunder, samt ikke mindst fortsat at være en integreret del af Aalborg Kommune. Den placering har vi fundet i den nye udstykning i Aalborg ved motorvejsafkørsel 29 Svenstrup, siger Carl Chr. Pedersen.

Der er ikke fastlagt en endelig tidsplan for udflytning i Aalborg, og hvilke datterselskaber der skal flytte med, men strategien er lagt, oplyser Agri Nord i pressemeddelelsen.