15-årige Emma Weiss Nielsen, elev på Erritsø Fællesskole ved Fredericia, har i denne uge vundet prisen som Årets Unge Forsker, hvor hun konkurrerede mod 111 talenter fra hele landet, skriver dr.dk.

Emmas projekt hedder "Muhsik - et produktionsoptimerende middel". Her har den unge forsker påvist, at musik i langsomt og vekslende tempo øger mælkeproduktionen hos malkekøer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmænd og forskere har længe vidst, at musik i stalden kan øge mælkeproduktionen. Men ifølge dr.dk har Emma Weiss Nielsen via en algoritme fundet ud af præcist, hvordan musikken skal være i tempo og anstand mellem tonerne for at give det bedste resultat fra køerne.

Emma Weiss Nielsen har lavet forsøg hos en landmand, og har herefter lavet beregninger på, hvordan det vil kunne påvirke mælkeproduktionen i hele landet, skriver dr.dk.

Ifølge Emma Weiss Nielsens beregninger var der i 2017 cirka 664.000 køer i Danmark. De producerede 5,49 milliarder kilo mælk, men ved at spille hendes musik kan 611.500 køer levere samme mængde.

- Det betyder, at landmanden kan tjene mere, eller at han kan bruge færre køer til at producere samme mængde. Så det kan være med til at mindske sult eller afhjælpe klimaforandringer, siger Emma Weiss Nielsen til dr.dk.