Dagens afgrødekommentar fokuserer meget på hvede og hvedepriserne. Således skriver Jyske Markets:

- Hvedemarkedet fortsatte i går med at sive på vedvarende gunstige forhold for afgrøderne her henover foråret, hvor også de amerikanske vinterhvedekonditioner mandag aften blev hævet fra 62 til 64 procent i kategorien god/meget god. Selvom der flere steder meldes om tørre jordbundsforhold, så er det endnu ikke så kritisk, at en omgang nedbør ikke kan rette op på det. Det er blandt andet tilfældet flere steder i Europa og Sortehavet, hvor der til gengæld ventes nedbør frem mod weekenden. De sivende priser i hveden ses både på gammel og ny høst. Tidligere år har der været en tendens til, at der tilføres lidt risikopræmie til ny høstterminerne, når den sidste termin på gammel høst forfalder, hvilket den gør fredag i næste uge. Vi har jævnligt set at netop et forfald på en termin har haft held til at presse hele terminskurven lavere, som vi oplever det i øjeblikket. Er man uroligt for, at et vejrmarked de kommende måneder kan sende priserne højere, så kan de kommende par uger være et godt tidspunktet, til at dække sig lidt af som køber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvede ud af den amerikanske Gulf jagter for øjeblikket aggressive prissætninger ud af Sortehavet på ny høst, som handler i niveauet 185 dollars/ton, og afspejler de laveste FOB-priser siden sommeren 2017. Taget den russiske forsyningssituation i betragtning virker det ikke til, at der er indregnet meget risikopræmie i den prissætning, om nogen overhovedet, og derfor forekommer billig i fundamental optik. De sidste par år har vi set aggressive priser ud af Sortehavet fra årets begyndelse, og nuværende priser indikerer at dette også bliver tilfældet fra starten af denne sæson. Men de aggressive priser betyder også at der skal ikke meget uro til, før risikopræmierne vil indfinde sig i noteringerne og vil medføre en relativt kraftig prisreaktion, skriver det fra Jyske Markets.