Abonnementsartikel

Landbrugsstyrelsen har it-udfordringer omkring tilsagn om støtte til minivådområder. Viceformand i L&F kritiserer styrelsen for ikke at have styr på sine systemer.

- Det er brandærgerligt og under al kritik, at dårlige it-systemer i styrelsen skal give den her form for besvær, når så mange danske landmænd er opsatte og står klar til at lave minivådområder på deres bedrift, siger Thor Gunnar Kofoed, viceformand i l&F.

Landbrugsstyrelsen udskyder ansøgningsfristen til 3. maj og ændrer i behandlingen af tilsagn om støtte. På grund af it-udfordringer ændrer styrelsen fremgangsmåden for behandlingen af ansøgningerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu forventer vi selvfølgelig, at ministeriet afsætter de nødvendige ressourcer til at holde momentum og sikre, at ingen projekter forsinkes i år. Det indebærer, at alle landmænd, der får deres kommunale tilladelser på plads inden den 1. september, også skal kunne få et endeligt tilsagn fra Landbrugsstyrelsen senest 1. september, så de kan nå at etablere anlægget i år, siger Thor Gunnar Kofoed.

Lige op til weekenden fredag 26. april skrev Landbrugsstyrelsen:

Fællesskemaet 2019 lukker i dag, hvilket desværre betyder, at brugere af Tast selv-service i weekenden vil opleve et langsommere system end normalt. Beregningerne på andre ordninger i Tast selv-service vil tage op til dobbelt så lang tid at gennemføre, hvilket på minivådområdeordningen, der har mange beregninger, vil betyde, at det tager længere tid at få sendt sin ansøgning ind end normalt. Ligeledes vil modtagelsen af kvitteringsbrevet være forsinket og sendes først efter et stykke tid. Derfor vælger vi at forlænge ansøgningsfristen med tre dage til 3. maj 2019, skrev styrelsen i en pressemeddelelse op til weekenden.