Afslagene er givet til landmænd, der har søgt om tilskud til modernisering af kvægstalde i efteråret 2018. Her søgte 450 landmænd for tilskud om i alt 538 millioner kroner til en pulje på i alt 110 millioner kroner.

Formand for L&F kvæg, Christian Lund, er frustreret over, at Landbrugsstyrelsen ikke har set på projekternes modenhed.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det glæder mig selvfølgelig at en lang række landmænd i år har fået nye tilsagn om at modernisere stalde, for vi har brug for investeringer i erhvervet. Det er vigtigt at projekterne bliver realiseret, så de projekter, der er givet tilsagn til, nu bliver bygget. De her penge skal investeres i en mere bæredygtig dansk mælke- og slagtekalveproduktion. Der har været en stor overansøgning på ordningen, så det er ikke mærkeligt, at der er mange afslag, siger Christian Lund, formand for kvæg i L&F.

- Men når det er sagt, så undrer jeg mig meget over en række ting i de afslagsbreve, som Landbrugsstyrelsen i disse dage sender ud: At man skal have investeret i over 1115 kopladser for at opnå tilsagn til en kostald. At det tyder op at antallet af behandlingspladser i projektet har været afgørende for om man fik tilsagn eller ej. At det ser ud til at man prioriterer ansøgere med en enkelte malkefacilitet frem for ansøgere, der har søgt til det reelle antal, som der er brug for i stalden, siger Christian Lund, l&F.

Glemmer at lytte

- Landbrugsstyrelsen har tydeligvis ikke lyttet til os i erhvervet i forhold til at prioritere tilsagn efter projekter, større som mindre, der var klar til at bygge. De her tilsagn skal udnyttes inden efteråret 2020, så det er ubegribeligt at styrelsen overhovedet ikke ser på om projekterne er klar til byggeri eller ej. I sidste ende risikerer vi jo at pengene slet ikke kommer ud at arbejde, hvis tilsagnene ikke bliver brugt. Det her er absolut ikke en kritik af de landmænd, der har fået tilsagn. Det er en kritik af det system, som Landbrugsstyrelsen har skabt, siger Christian Lund.

Afslagsbrevene giver anledning til mange spørgsmål, så L&F har bedt Landbrugsstyrelsen levere mere fakta om de afgørelser, der er sendt ud.