Sagros prototype til en ny form for gyllenedfælder var oppe mod de store drenge fra Varde Maskinstation og Midtjysk Maskinstation, da der onsdag var demonstration på arealer ved Grindsted.

Det er to af Sagros planterådgivere, Kristine Damgaard og Michael Troelsgaard, som sammen med grovfoderafdelingen har haft ideer til udvikling af gyllenedfælderen, mens Gøma har stået for det praktiske. I første omgang skal nedfælderen bruges til forsøg med at placere gylle som startgødning ved majs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udfordringerne med at få plads til startgødning og gylle i det midt- og vestjyske er store efter de nye fosforregler trådte i kraft. Mange landmænd rammer hurtigt loftet for, hvor meget gylle, de kan udbringe, hvis de også vil have startgødning til deres majs. Med det store husdyrhold i området, bliver udfordringerne med at få afsat eventuelle overskydende mængder til andre landmænd tilsvarende store.

rich-media-2
Nedfælderen kan lægge fire spor. Hver enkelt af de fire "arme" justerer sig individuelt efter underlaget, så gyllen placeres i den rigtige højde. Foto: Sagro.

Placeres individuelt

- Vi har haft fokus på at kunne placere gyllen 12 centimeter under jordoverfladen og omkring fem centimeter fra frøet, for at give maximal effekt og samtidig undgå afsvidning ved at gyllen ligger for tæt på, siger planterådgiver Kristine Damgaard, Sagro.

Nedfælderen kan lægge fire spor. Hver enkelt af de fire "arme" justerer sig individuelt efter underlaget, så gyllen placeres i den rigtige højde. De store kendte systemer med brede bomme vil i dag placere gyllen meget forskelligt, hvis terrænet er ujævnt.

Sagros nedfælder baserer sig på viden fra en række tyske forsøg. Her kan resultaterne dog ikke sammenlignes fuldt ud på grund af jordtyper og den anvendte teknik, så derfor ser Sagro frem til at få egne resultater at sammenligne med.

Forventningerne er, at man vil kunne få fem-syv procent mere udbytte i majs ved at placere startgødningen rigtigt og øge mængden af tørstof med to procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til majs anvendes typisk omkring 9-15 kilo fosfor i startgødning per hektar. Og med kilopriser på omkring 11 kroner for fosfor, vil der samtidig være en besparelse på handelsgødning.