KMC har valgt Jesper Burgaard som afløser til posten som Administrerende Direktør efter Nicolai Hansen.

Hos KMC er der nu fundet en afløser til posten som Administrerende Direktør efter Nicolai Hansen. Valget er faldet på den 51-årige Jesper Burgaard, som er uddannet kemiingeniør og har en HD i afsætnings-økonomi samt over 20 års ledelseserfaring fra fødevarebranchen, skriver KMC i en pressemeddelelse.

Jesper Burgaard kommer til KMC fra en post som Administrerende Direktør hos Scan-Hide, som er den førende producentejede virksomhed i Europa inden for råhuder og halvfabrikata. Han overtager stillingen i sommeren 2019 efter Nicolai Hansen, som efter 9 succesfulde år hos KMC har valgt at stoppe for at prøve nye udfordringer.

Om valget af Jesper Burgaard siger KMC's bestyrelsesformand Peter C. Petersen:

- Vi glæder os til at byde Jesper Burgaard velkommen hos KMC. Jesper Burgaard har vist sig som en dygtig leder i stand til at skabe resultater, og vi ser frem til at få en mand med Jespers erfaring og viden med på holdet. Ud over de stærke lederevner og et værdisæt i tråd med vores særlige ånd hos KMC, har Jespers baggrund som topchef i et andelsselskab og en stærk brancheerfaring været med til at gøre ham til den rette kandidat til posten som direktør.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ny Administrerende Direktør for KMC, Jesper Burgaard glæder sig også til at tage udfordringen op:

- Jeg ser frem til at komme til en innovativ vækstvirksomhed med gode værdier, som har bygget en stærk markedsposition og en unik virksomhedskultur op. Jeg glæder mig til at blive en del af ledelsen og teamet hos KMC og fortsætte den gode udvikling i virksomheden, siger Jesper Burgaard i pressemeddelelsen.

KMC har de seneste år udmærket sig som en succesfuld virksomhed med en række rekord-regnskaber, og senest fortsat den gode udvikling med en vækst på 10 procent i 2018. Det er derfor et KMC i sund udvikling, som Jesper Burgaard sætter sig i spidsen for.