Et flertal på næsten 70 procent af medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Rønne har stemt ja til den aftale, der sikrer deres job de kommende seks år, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Næstformand i Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen, mener, at både virksomheden og medarbejderne har sendt positive signaler om, at man fælles vil fortsætte udviklingen af virksomheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Aftalens indhold er fremlagt, drøftet og afstemt, og jeg er meget glad for, at der har været så stor opbakning. Aftalens formål er at understøtte en fortsat positiv udvikling af virksomheden, og det har begge parter bakket op omkring ved at stemme ja. Det giver et stærkt grundlag for det videre arbejde i seks år og forhåbentlig længere ud i fremtiden, siger han.

Fire-dages arbejdsuge afskaffes

Den fire-dages arbejdsuge, der var en del af aftalen fra 2014, afskaffes. Det sker efter et stort ønske fra medarbejderne. I dag slagtes der 70.000 flere grise på Bornholm, end før aftalen trådte i kraft.

- Jeg er rigtig glad for, at medarbejderne bakker op om aftalen. Nu kan vi i fællesskab fortsætte udviklingen af en af Bornholms største arbejdspladser, for fakta er, at vi i dag har flere ansatte på slagteriet i Rønne, end det var tilfældet for fem år siden, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork

Usikkerheden er væk

Også tillidsrepræsentant på Danish Crown i Rønne Thomas L.W Hansen var glad og lettet, da det stod klart, at kollegerne havde stemt ja til aftalen.

- Hvis det var blevet et nej, skulle vi gå rundt i usikkerhed. Nu kan vi se fremad, og det glæder mig, at der kommer flere investeringer i fabrikken. Vi er blandt andet blevet lovet et nyt pakkeri. Jeg tror, det vil betyde, at vi får flere af de penge, som vi allerede har indbetalt, tilbage igen, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye aftale træder i kraft den 15. april, oplyser Danish Crown.