Abonnementsartikel

Rapsen står i knop, så det er nu, at du skal ud og se, om glimmerbøsserne har indtaget marken. LMO kommer med gode råd.

Det er nu, du skal ud og bekæmpe glimmerbøsser i rapsen, hvis de har fundet vej til dine marker. Flere steder i landet står rapsen i knop og bliver en uimodståelig lækkerbisken for de små biller. Hos LMO er der ikke slået alarm endnu, da der på nuværende tidspunkt er registreret færre glimmerbøsser end den skadetærskel, som Seges har sat.

- Vi slår koldt vand i blodet, og holder os til den skadetærskel, der er sat på 10 glimmerbøsser pr. plante, der er i knop, og over 20 ved begyndende blomstring, siger Knud R. Nielsen, der er planteavlskonsulent og formand for rapsteamet hos LMO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi slår koldt vand i blodet, og holder os til den skadetærskel, der er sat på 10 glimmerbøsser pr. plante, der er i knop, og over 20 ved begyndende blomstring.

Og selvom du har fundet glimmerbøsser på dine rapsmarker, så find af, hvor meget de har bredt sig.

- Når du går langs marken og får øje på glimmerbøsser, så sørg for at gå 20-30 meter ind for at undersøge, om de også er inde i marken. Glimmerbøsserne kan godt være dovne, så de gider ikke flyve længere end nødvendig for at finde noget at spise, siger han.

Overvintre

De voksne glimmerbøsser overvintrer i jorden og kommer frem tidligt om foråret. De lever af blomsterstøvet, og hunnerne lægger deres æg i blomsterknopper. Med det varme vejr er insekterne vågnet op, og er blevet sultne, men med det kolde vejr fra øst i de seneste dage, vurderer planteavlskonsulenten, at glimmerbøsserne er lidt mindre aktive.

Men når de først er gået i gang med at spise af rapsen, stopper de ikke bare af sig selv. Derfor skal der tages lidt kemi i brug, hvis man kan konstatere, at der er for mange af dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sprøjtemidler

Der er flere forskellige midler, der kan bruges i bekæmpelsen. Knud R. Nielsen anbefaler midlet Mavrik 2F, men det er også muligt at bruge Avaunt og Plenum 50 WG. Biscaya ønsker han at gemme til en eventuel behandling mod snudebiller. Avaunt og Plenum 50 WG bliver udfaset i år, så det er ikke sikkert, at du kan få fat på dem.

Umiddelbart tror Knud R. Nielsen, at det kan blive svært at bestille produkterne hjem, da de fleste forhandlere ikke ønsker at ligge inde med store mængder af sprøjtemidler, der bliver udfaset. Hver af produkterne har forskellige virkemekanismer, og hver især må man kun bruge dem en gang i sæsonen, med undtagelse af Mavrik, hvor doseringen må deles op i to sprøjtninger.

Men reelt set er der kun små forskelle mellem midlernes effekt. I biernes flyvetid må Avaunt ikke benyttes, mens de andre må bruges i alle døgnets timer.