Abonnementsartikel

For første gang er industrislagterne med til DM i Skills. En af deltagerne er Lasse Hansen fra Tican. For ham er det især en personlig udfordring at være med.

- Det er gået op og ned. Noget er gået sindssygt godt.

Sådan lyder det fra industrislagter Lasse Hansen fra Tican, kort efter konkurrencen er overstået.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I fire uger har han trænet til DM i Skills. Nu har han gjort sin indsats og kan ikke gøre mere, før han skal bedømmes.

- Det var især en udfordring med det kreative. Det bruger vi ikke så meget i det daglige, så det kunne jeg godt mærke var en udfordring, siger han.

Man er god, fordi man er med

Han er mest tilfreds med udskæringerne, men han er også meget bevidst om sine evner, når han er nået så langt som til finalen.

- Man taber ikke, fordi man er dårlig. Man taber, fordi de andre var bedre den dag. Det er sådan det er. Man er jo god, fordi man er kommet med hertil, siger han.

Det er første gang, at industrislagterne deltager til DM i Skills. Ifølge erhvervspolitisk områdedirektør for Landbrug og Fødevarer, Anders Klöcker, har det stor betydning for branchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle, der taler om Skills, taler om det med en varme i stemmen. Det er der, man kan mærke, pulsen banker hos de unge mennesker, der brænder for deres fag, og der er det godt at vise, at det gælder også for slagtereleverne, siger Anders Klöcker.

Det er Lasse Hansen enig i.

- Hvis der ikke var en faglig stolthed med i det her, så var jeg her ikke. Det er en stor del af det, at man er stolt af sit fag, og man gerne vil vise, at man gør et godt stykke arbejde, siger han.

Fed bekræftelse

Men for Lasse Hansen er det dog også en helt personlig udfordring.

- Jeg får ikke ikke samme mulighed for at gøre mig umage i det daglige, hvor det skal gå stærkt, men det her er mere en personlig udfordring for mig. Jeg er lidt den generte type, så jeg har udfordret mig selv ved at stå her foran mange mennesker og arbejde, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undervejs har folk passeret de store kølemontre med slagternes færdige opgaver. Rullepølser, koteletter, marinader og andet ligger og frister. Flere spørger, hvor man kan smage. Det har været en stor oplevelse for Lasse Hansen.

- Det er en fed bekræftelse at få, at folk går og spørger ind til det, man har lavet og siger, det er flot, siger han.

DM i Skills slutter lørdag d. 6. april med prisoverrækkelse til danmarksmestrene inden for de 43 dystende fag.