Medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Rønne er i dag blevet præsenteret for et forslag til en aftale, der sikrer deres job de kommende seks år. Medarbejderne skal i tre år fortsat indbetale 4,2 procent af deres løn til et medarbejderselskab, men de har på forhånd garanti for at få mindst halvdelen af pengene tilbage. De får også en garanti for, at produktionen ikke rammes af nedskæringer de næste seks år, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Til gengæld forpligter Danish Crown sig til at forsætte investeringerne i slagteriet på Bornholm. Allerede i år investeres omkring 25 millioner kroner i nyt udstyr til slagteriet, og der er i aftalen tilsagn om yderligere udvikling af virksomheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har haft et rigtigt godt og konstruktivt forhandlingsforløb. Medarbejderne vil gerne sikre deres arbejdsplads, og Danish Crown vil gerne fortsætte udviklingen af vores mindste slagteri i Danmark. På det grundlag er vi blevet enige om en model, som i mine øjne er et kæmpe skridt fremad for både medarbejderne og Danish Crown, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.

Slagteriet har i aftaleperioden fået opbakning fra flere sider, og målet om at undgå en lukning af slagteriet er nået. Det glæder næstformand i Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen:

- Vi har haft en god dialog med vores medlemmer og deres repræsentanter på slagteriet gennem hele forløbet. På et stort medlemsmøde i oktober 2018 fik vi mandat til at prøve at lave en ny aftale, og det er lykkedes os at lande en ny og meget bedre aftale med et fælles mål om at fremtidssikre og udvikle slagteriet i Rønne. Vi håber selvfølgelig på stor opbakning til den nye aftale, siger Jim Jensen.

Fire-dages arbejdsuge afskaffes

Ifølge Danish Crown skal den fire-dages arbejdsuge, som var en del af aftalen fra 2014, afskaffes. Det sker efter ønske fra medarbejderne, og samtidig slagtes der i dag 70.000 flere grise på Bornholm, end det var tilfældet i 2014.

- Det har været altafgørende for os, at fire?dages arbejdsugen blev afskaffet, fordi kollegaerne bliver nedslidt. Derudover har fire-dages arbejdsugen haft store konsekvenser for kollegaernes privatliv. Når de arbejder ti timer om dagen, er det svært at have et privatliv med plads til sport og fritidsaktiviteter med børnene. Det har især været en udfordring for de enlige forældre, siger Thomas L. W. Hansen, tillidsrepræsentant på Danish Crown i Rønne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har Danish Crown lyttet til.

- Vi har forståelse for, at de lange arbejdsdage på 10 timer slider på medarbejderne. Den udfordring har vi løst ved at lave en aftale, hvor vi imødekommer medarbejdernes ønske om at gå tilbage til en femdages arbejdsuge, mens de omvendt har sagt ja til en arbejdstidsaftale, der gør driften af slagteriet langt mere fleksibel. Det betyder, at vi kan yde både landmændene på Bornholm og Danish Crowns kunder en bedre service, så det er i mine øjne en god aftale for alle parter, siger Per Laursen.

Forhandlingsresultat til afstemning

Tilbage i 2014 sagde medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Rønne ja til en aftale om at etablere et medarbejderselskab. Til gengæld fik de en fem?årig garanti mod lukning og nedskæringer. Målet med aftalen dengang var at forhindre en lukning af slagteriet og gøre det konkurrencedygtigt ved at nedbringe omkostningerne med 25 millioner kroner årligt. Hvis omkostningerne kunne reduceres med mere end 25 millioner kroner, skulle de ekstra besparelser sendes tilbage til medarbejderne. På årsbasis blev besparelserne i seneste regnskab opgjort til 16 millioner årligt, men parterne er enige om, at det primære mål om at forhindre en lukning af slagteriet er nået.

Det nye forhandlingsresultat skal nu til afstemning blandt medarbejderne på slagteriet. De har frem til den 11. april 2019 til at beslutte, om de vil bakke op om den nye aftale, skriver Danish Crown i pressemeddelelsen.