De første estimater fra USDA viser, at vinterhveden står bedre end det var ventet. Bedst ser det ud i de sydlige egne, mens nogle af vinterafgrøderne i Midtvesten er udfordret af oversvømmelserne. 56 procent af vinterhveden vurderes i god eller meget god stand og det var en spids bedre end de 55 procent, der var ventet på forhånd. Det betyder at vinterhveden har fået den bedste start på vækstsæsonen siden 2016, og samtidig er det pænt over femårsgennemsnittet på 44procent.

De gode konditioner fik priserne til at sætte sig en smule i den indledende handel, men rettede sig i løbet af dagen. Markedet er i øjeblikket fanget mellem en prisnegativ USDA-rapport samt en uforløst handelskonflikt på den ene side og oversvømmelser i det nordlige USA samt nedbørsunderskud i Europa på den anden side. På Matif er en stærk dollar mod euroen også med til at holde den europæiske konkurrenceevne stærk på eksportmarkedet og dollaren ligger igen og tester toppunktet fra primo marts. Gående fremad går tendensen mod en svagere dollar, primært med udgangspunkt i et amerikanske renteforhøjelser der er blevet udskudt/skrinlagt. Det betyder et mere snævert rentespænd mellem euroen og dollaren i forhold til tidligere forventninger, og det forventer vi vil udmønte sig en i svagere dollar året ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rusisk hvede

Den russiske hvedeeksport er over sæsonen til og med marts opgjort til 31,5 millioner tons, og det er stort set på niveau med samme tid sidste år. Den store forskel er at der i øjeblikket ikke er i gang med at blive lastet et eneste skib og det er en konsekvens af et højt indenlandsk prisniveau. Eksporten ventes de kommende måneder at falde drastisk og det vil føre til at USDA må nedjustere deres forventninger til den russiske eksport de kommende måneder fra 37 mio. tons til niveauet 35 millioner tons, mængder der i stedet vil fragå forsyningsbalancen andre steder, og vil være med til at understøtte de europæiske priser de kommende måneder.

I Brasilien er sojahøsten 75 procent færdig per ultimo marts og det er lidt højere end tidligere år. De seneste dage har der været små opjusteringer af den brasilianske sojaproduktion hvor konsensus i øjeblikket er omkring 115 millioner tons. Længere mod syd i Argentina er høsten lidt forsinket skudt i gang. Sen tilsåning, koldt vejr og våde marker får skylden, men produktionen fastholdes af Buenos Aires Grain Exchange uændret på 53 millioner tons.