Abonnementsartikel

I 2019 bliver der gradvist indført flere nye krav til svineproducenter, der halekuperer. Seges har derfor samlet en række guides og hjælpeværktøjer til producenter.

Fra 1. januar skal alle danske svineproducenter, der halekuperer deres grise, skriftligt kunne dokumentere behovet, og grise med halebid skal registreres.

Fra 1. april, går vi ind i næste fase, som er Risikovurdering og handlingsplan. Dette betyder, at man, hvis man halekuperer, skal lave en handlingsplan på tilpasning af stalde, sundhed og management med det mål på sigt at kunne skrue ned for antallet af grise, der bliver halekuperet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom der er trådt nye regler i kraft, fortæller sektordirektør i Seges Svineproduktion, Christian Fink Hansen, at det fortsat er tilladt at halekupere. Man skal blot kunne dokumentere behovet.

- Jeg ved, at "hele haler" giver nogle udfordringer og i mange tilfælde også flere udbrud af halebid. Og dét er selvsagt smertefuldt for grisen. Med de nye regler indtræder altså ikke et forbud mod halekupering. Man skal blot kunne dokumentere behovet for det, siger han og fortsætter.

- Det kan være lidt af en jungle at finde ud af, hvilke krav der er til dokumentation. Derfor er jeg glad for, at vi har fået samlet alle gode råd og tjeklister til, hvordan man kommer godt videre inden for reglerne, Christian Fink Hansen.

Stramningerne af reglerne blev meldt ud af Fødevareministeren kort før jul, og er indført som følge af krav fra EU-Kommissionen om, at medlemslandene skal skrue ned for antallet af halekuperinger.