Staldene står færdige hos Aller Jersey ved Christiansfeld. De er moderne og gør brug af ny miljøteknologi til gavn for både miljø, klima og dyrevelfærd. Men selvom teknologien og staldene nu har været i brug i over tre år, er den medfinansiering, der var givet tilsagn om fra Landbrugsstyrelsen, ikke kommet.

- Det bremser udviklingen og går imod samfundets ønske om bedre dyrevelfærd og et mere miljøeffektivt landbrug, siger gårdrådsformand ved Aller Jersey, Claus Nygaard Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På trods af, at Landbrugsstyrelsen havde en målsætning om, at alle udbetalingssager, der blev modtaget før 1. januar 2018, skulle være afsluttet inden for et halvt år, er det ikke sket. Derfor er der opstillet et nyt mål om at få medfinansieringen udbetalt i første halvår af 2019.

- Det er foruroligende, at Landbrugsstyrelsen ikke kan leve op til deres egne mål om udbetaling af medfinansiering, siger Claus Nygaard Jensen.

Aller Jersey driver en bedrift med 400 malkekvæg og 300 hektar med græs, korn og majs. Gården har investeret og fået tilsagn om medfinansiering til gummigulve på opsamlingsplads i malkestanden, større dybstrøelse i området til nykælverområdet og brug af elektrisk blander- og udfordringsanlæg.

- Vores landbrug er allerede blandt de mest miljøeffektive i verden, men der er et ønske fra både politikere og samfund om, at vi skal gøre det endnu bedre. Det ønske vil vi også gerne efterkomme, men mange af de tiltage vi skal fortage for at blive endnu bedre, er ikke økonomisk lønsomme for os at investere i, hvorfor det er afgørende at Landbrugsstyrelsen bidrager med medfinansiering, siger Claus Nygaard Jensen.

Forsøgt dialog

Landbrugsstyrelsens lange behandlingstider betyder, at mange af de planlagte moderniseringsprojekter i sidste ende ikke bliver til noget, siger gårdrådsformanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aller Jersey har forsøgt at få en dialog med Landbrugsstyrelsen. De har kontaktet styrelsen både på mail og pr telefon, men det er ikke lykkedes at få en egentlig dialog om de manglende udbetalinger. Efterfølgende har Aller Jersey fået fortræde for folketingets miljø- og fødevareudvalgt for at forelægge dem problematikken om de manglende udbetalinger.

- Vi har et konkret ønske om at investere i endnu bedre faciliteter til vores kalve her ved Aller Jersey. Men vi må sande, at uden medfinansiering fra Landbrugsstyrelsen til investering i den nyeste viden og teknologi, der fremmer dyrevelfærden for vores kalve og samtidigt tilgodeser både klima og miljøet, så er det ikke en rentabel investering for os. Men vi tør ikke igangsætte investeringen, da vi ikke ved, hvornår vi vil kunne få medfinansieringen udbetalt. Det er et tab både for os som landbrug og virksomhed, men også for samfundet som helhed, der går glip af forbedringer inden for dyrevelfærd, miljø- og klimaeffektivitet, siger gårdrådsformand ved Aller Jersey, Claus Nygaard Jensen.

Mindre dyrevelfærd

En ansøgning om moderniseringsstøtte er en proces i flere trin. Først skal der søges om medfinansiering ved at præsentere det projekt, man ønsker at udføre. Herefter kan der gives tilsagn om medfinansiering med det forbehold, at det nye projekt overholder en række betingelser om blandt andet miljø- og klimaeffektivitet. Landmanden kan dog først søge om udbetaling af medfinansieringen efter projektet er færdiggjort, hvorefter det skal inspiceres for at vurdere, om det opfylder de fremsatte betingelser, fortæller Karen Feddersen fra KF miljø ApS, som er specialist i ansøgning af medfinansiering til den grønne sektor.

- Da Aller Jersey først kan få udbetalt medfinansiering, de har fået tilsagn om, efter projektet er gennemført, er de nødt til at gå ud og låne de penge, der senere skal finansieres af Landbrugsstyrelsen. Aller Jersey er altså nødt til at betale renter på deres lån i al den tid, det tager, før deres anmodning er færdigbehandlet hos Landbrugsstyrelsen og medfinansieringen er udbetalt, fortsætter Karen Feddersen fra KF miljø ApS..

Situationen får konsekvenser for, hvor meget Aller Jersey kommer til at investere i moderniseringer i fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I sidste ende betyder det jo, at jeg ikke kan risikere at investere i bedre dyrevelfærd eller i miljø- og klimafremmende projekter sammen med Landbrugsstyrelsen igen. Det betyder desværre også, at jeg simpelthen ikke kan investere så meget i modernisering, som jeg gerne vil. Det er en skam, når jeg nu har et ønske om at gøre min produktion endnu bedre for vores dyr og for miljø og klima. udtaler landmand og ejer af landbruget Aller Jersey Carsten Asmussen.

I morgen onsdag skal Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i samråd om sagen.