Jyske Markets har i dag fokus oliemarkedet, som tegner til en stigning.

-Det opadgående prispres i oliemarkedet fik onsdag ekstra næring, da friske lagertal fra det amerikanske energi agentur EIA viste det største fald i amerikanske råolielagre siden juli måned sidste år. I kølvandet på offentliggørelsen har den amerikanske råolie WTI testet det højeste niveau siden november omkring 60 USD per tønde, mens nordsøolien Brent banker på mod toppen af det range, som har holdt hånden over markedet den seneste måneds tid - et niveau omkring 68 USD per tønde. Med nuværende niveauer er priserne på vej mod den tredje ugentlige stigning i træk. En nylig rundspørge blandt analytikere og handlere foretaget af Bloomberg viser desuden, at en overvejende stor andel af de forespurgte forventer fremgang på olieprisen. Frygten for stigende indenlandske oliepriser i Rusland betyder, at man fra russisk side i øjeblikket kigger på at indføre eksportrestriktioner, således at virksomheder kun kan få tilladelse til at eksportere, såfremt de levere en vis andel af især diesel og benzin til hjemmemarkedet, skriver Jyske Markets i dagens afgrødekommentar.