Abonnementsartikel
Som følge af de økonomiske trængselstider overvejer en del landmænd, om de skal fortsætte eller sælge ejendommen og søge andet arbejde, oplyser dr.dk/trekanten.
- Vi er ikke på vej mod tvangsauktioner, som vi så i 1970erne og 80erne, men der er en del, som må overveje, om ikke det var bedst at sælge bedriften, siger Henrik Frandsen, formand for Sønderjysk Landboforening.
Det er både svineproducenter og mælkeproducenter, der er trængt på økonomien.
- Vi prøver at hjælpe med at få aftaler med pengeinstitutter og der, hvor de ellers har gæld, og undersøger mulighederne for at rekonstruere bedriften. Men mange er så langt ude, at det er for sent, siger Henrik Frandsen, som dog ikke har tal på hvor mange, der er så langt ude.
Knud Erik Nielsen, formand for Jysk Landbrug, er ikke indstillet på i samme omfang at male fanden på væggen, men han medgiver, at nogle landmænd nok bør søge en aftale med kreditorerne.
- Men på svinesiden er noteringen dog steget lidt i ugens løb, så jeg håber da, at det er gode tegn, siger Knud Erik Nielsen.