Ligesom det er rart at blive budt velkommen af naboerne, når man flytter til en ny egn, kan det være en stor hjælp som ny økolog at have opbakning fra en garvet kollega og nogen at tale med om de mange nye krav og muligheder, der dukker op, når man omlægger til økologisk drift. Sådan skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse om baggrunden for foreningens nye mentorordning, som skydes i gang i April.

- Et mentorforløb er en genvej til viden og erfaringer, som man ellers selv skulle opbygge - ja måske endda fejle sig til. Vi har uddannet et korps på 26 mentorer, der alle er erfarne økologiske landmænd. De er klar til at hjælpe deres nye kolleger godt i gang med den økologiske produktion og tankegang, forklarer projekt- og afdelingsleder Peder Bligaard, Økologisk Landsforening.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han har ansvaret for at matche interesserede mentees med de rette mentorer. Parterne mødes første gang i begyndelsen af maj til et fælles opstartsmøde.

- Der er ikke tale om et rådgivningsforløb men om et tillidsbaseret samarbejde, som skal give værdi for begge parter, understreger afdelingsleder Peder Bligaard, Økologisk Landsforening.

- Som mentee skal man være relativt ny inden for økologien, have lyst til at udvikle sig selv og sin virksomhed og være åben for konstruktiv kritik og nye forslag. Mentor skal på sin side turde bruge sig selv, stille de svære spørgsmål og have sociale kompetencer foruden selvfølgelig den faglige indsigt, forklarer Peder Bligaard.

Et gratis tilbud

Ifølge Økologisk Landsforening er mentorordningen et led i projekt Grønt Generationsskifte. Takket være støtte fra Promilleafgiftsfonden for Landbrug er det gratis at deltage, men det betyder også, at der kun kan etableres et begrænset antal mentorforløb. Ønsker man at deltage, skal man derfor udfylde en elektronisk ansøgningsformular senest 8. april.