"Kæmpe krise på vej". "Risikerer at løbe tør".

Sådan skrev flere medier om de velkendte Lammefjordsgulerødder fra Odsherred.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det skete efter Peter Thane fra Gulerodsgruppen A/S havde udtalt til lokalavisen Nordvestnyt, at gulerødder er blevet en discountvare, samtidig med at de på egnen oplevede, at mange nye generationer valgte dyrkelse af gulerødder fra.

Men situationen er ikke så slem, som det kom til at lyde.

- Det virkede lidt som at skyde gråspurve med kanoner, siger Peter Thane til Maskinbladet.

Han erkender dog, at produktionen er under pres.

- Det er ingen hemmelighed, at salgsprisen på gulerødder er lav og at det presser os producenter, men det er jo det samme som i mange andre dele af landbruget. Vi kan godt sælge vores gulerødder, men vi kunne godt bruge endnu flere, der dyrker dem, og det er svært, når prisen er så lav, men andet er der ikke i det, forklarer Peter Thane.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forening bekræfter pres

Hos brancheforeningen Dansk Gartneri kender man godt til den pressede del af branchen, men en egentlig krise kalder man det ikke.

- Det er rigtigt, vi har set at især gulerødder og løg sælges til en meget lav salgspris, og det kan sætte produktionen under pres, siger Torben Lippert, der er sekretariatschef hos Dansk Gartneri.

Men han mener ikke, der er meget at gøre ved situationen.

- Det handler om udbud og efterspørgsel, som kan forværres hvis produkterne bliver solgt som slagvarer. Det kan vi ikke gøre noget ved som brancheforening. Vi blander os ikke i salget, men vi arbejder for generelt at hæve forbruget og efterspørgslen på frugt og grønt, siger han.

Stolt af bevågenhed

Siden historien kom ud, blev Peter Thane fra Gulerodsgruppen A/S kontaktet af flere medier, der ønskede at han uddybede sine kommentarer til hans store overraskelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ser dog positivt på den omtale, som det har skabt.

- Jeg er da rigtig stolt af, at de gulerødder vi producerer her har så stor bevågenhed, og man kan da kun håbe, at omtalen gør, at flere forbrugere tænker sig om, når de vælger gulerødder, siger han.

Han er optimistisk omkring fremtiden.

- Der skal nok være Lammefjordsgulerødder fremover. Det satser vi da stærkt på, siger Peter Thane.