Kampen mod madspild er en global udfordring, og derfor sætter Miljø- og Fødevareministeriet sammen med de danske repræsentationer i USA, Kina og Japan, fokus på området med en række arrangementer rundt omkring i verden.

-Hvis vi gerne vil gøre noget godt for vores miljø og vores begrænsede ressourcer, er nedbringelse af madspild og fødevaretab et rigtig godt sted at starte. Jeg vil gerne have, at vi i Danmark går forrest i denne kamp, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvert år går næsten 1/3 af alt den mad, der produceres i verden, til spilde. Og også i Danmark har vi udfordringer med madspild. Hver hustand har madspild for cirka 3.000 kroner om året.

Derfor besøger miljø- og fødevare ministeren 11. marts NGO'en WeFood, der er drevet af Folkekirkens Nødhjælp, og som sælger varer, som ikke kan sælges i normale supermarkeder, selvom de ingenting fejler.

Event om fødevaretab

For at sætte fokus på de globale udfordringer med madspild afholder danske ambassader 12. marts 2019 en række arrangementer og tiltag, som skal sætte fokus på dagsorden. Miljø- og Fødevareministeriet afholder også en event om forebyggelse af fødevaretab og madspild. Det sker som led i at miljø- og fødevareministeren er ambassadør for FNs Verdensmål om netop forebyggelse af fødevaretab og madspild.

Med udgangspunkt i FNs verdensmål for bæredygtig udvikling er miljø- og fødevareministeren desuden vært ved World Food Summit ? Better Food for More People 29. -30. august i år. Det årlige topmødet har til formål at etablere en platform for ledere, som vil være med til at transformere det globale fødevaresystem til et bæredygtigt og sundt fødevaresystem. Optimal udnyttelse af ressourcer, herunder forebyggelse af fødevaretab og madspild, er bl.a. på dagsorden.