Der er vist ingen landmænd, som har haft det specielt nemt i 2018 og den håndsrækning, der er kommet fra samfundets side til at lette trængslerne efter tørken med, har været mere symbol end reel hjælp.

Det og meget mere vil formanden for Østjydsk Familielandbrug, Niels Jørgen Thomsen komme omkring i sin beretning ved foreningens generalforsamling den 12. marts i Søften, hvor alle er velkommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Både tørke og lave svinepriser har fået alvorlige konsekvenser for mange, siger Niels Jørgen Thomsen og peger ironisk på, at han selv har været så heldig at få hele 61,85 kr. tilbage på vægtafgiften som følge af tørkepakken.

Han mener heller ikke Miljø- og Fødevareministeren har vist forståelse og respekt for det erhverv, han er sat til at stå i spidsen for. Her peger formanden blandt andet på virakken omkring gødningsforbrug, nye målinger på kvælstofudledninger og landbruget som syndebuk.

- Jeg er skuffet og også lidt vred, og det skal selvfølgelig have lov til at få luft, når året skal vendes, siger formanden, som dog også vil se fremad og hive nogle positive ting frem.

For eksempel bliver antallet af deltidslandmænd større og større og i det ligger en potentiel ny medlemsskare.

Ydermere kommer viceformand Lone Andersen, Landbrug & Fødevarer for at fortælle om det, erhvervet har opnået på det politiske og det imageskabende plan i det forgangne år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endelig vil områdedirektør Anders Martin Klöcker, Landbrug & Fødevarer tale om udfordringer og muligheder i forbindelse med snakken om klima og CO2-neutralitet. En snak som kun vil tage til i årene fremover.