Gyllevognen bakkes ind på værkstedet. Alle slanger rykkes af bommen. Pumper og trevejshane afmonteres af gyllevogn. Der laves plads til kompressor, lufttanke - og det hele ser en smule uoverskueligt ud, da vi møder Niels Christian Rasmussen - eller i daglig tale 'Tækker', en tredjedel af Brdr. Rasmussen A/S nær Troldhede. Han har foruden maskinstation og eget landbrug også gang i entreprenørarbejde og faktisk også et byggefirma - og nu også et gyllevognsprojekt.

Det er dog langt fra første gang, at der laves specialopbygninger på Brdr. Rasmussens værksted. Der er også blevet ombygget såmaskiner, ammoniaknedfældere og andre specialløsninger til brødernes livlige forretninger eller for andre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er vigtigt for os med den udskydelige aksel, da vi helt sikkert kommer til at køre i noget kartoffeljord, hvor det ikke ellers var planen, at en gyllevogn skulle køre.

- Trækker Rasmussen, medindehaver af Brdr. Rasmussen.

Små doseringer

- Synes du, det ser uoverskueligt ud? Nej, det tror jeg kunne være meget værre, fortæller Tækker Rasmussen, som i den grad har skruet hænderne rigtigt på.

Og det skal man også have for at kaste sig ud i sådan et projekt, hvor hele gyllevognen mere eller mindre skal have en anden styring.

- Vi kommer faktisk kun overordnet set til at bruge den gamle Samson computer til hjulstyring og kranen. Resten bliver en Müller computer, som klarer styringen og tildelingen af protamylasse.

Bi-produktet fra kartoffelproduktionen hos Brande kartoffelmelsfabrik skal udbringes i doseringer fra 500 kilo til fem ton pr. hektar, og med så små mængder skal protamylassen håndteres ganske særligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi bygger gyllevognen op som en sprøjte. Det vil sige med recirkulering af væsken med 3,0 til 3,5 bars tryk, så vi sikrer samme dosering på tværs af bommen. Gyllevognen kommer til at køre efter tildelingskort og kan dermed ændre doseringen hen over marken, afhængig af hvad jordprøverne fortæller om behovet for protamylasse.

Lettere med luft

Dyserne åbner og lukker med luft, og man kunne også vælge en elektrisk løsning, men som Tækker Rasmussen fortæller: Det skal være let og simpelt lavet.

- Hvis der sker en eller anden elektrisk fejl, kan vi løbe rundt og søge efter strømmen, indtil vi finder et eventuelt brud, mens vi med luft kan høre, hvis der er en utæthed. Det bliver vi helt sikkert gladest for i længden.

Tækker har dog langt fra været alene om projektet. Montør Kenneth Mortensen fra Farmas har også brugt mange timer på projektet, ligesom Kurt Aagaard, som skal køre med vognen også har brugt mange timer på værkstedet.

- Styringen af bommen kommer fra Müller og alle komponenter leveres af Brdr. Toft, fortæller Tækker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brdr. Rasmussen bygger systemet på en Samson PG 20 med centralsmøring og udskydelig aksel.

- Det er vigtigt for os med den udskydelige aksel, da vi helt sikkert kommer til at køre i noget kartoffeljord, hvor det ikke ellers var planen, at en gyllevogn skulle køre.

Bommen bliver desuden 28 meter bred.