Dagens afgrødekommentar: Salgspresset fra de spekulative fonde, der dominerede i starten af denne uge stilnede i går af. Matif-hveden steg fra oversolgte tekniske niveauer hjulpet af short-covering, hvor der tilbagekøbes solgte kontrakter. Indehavere af solgte møllehvede kontrakter på Matif skal som hovedregel være ude seneste i morgen, hvis de ikke kan levere fysisk i forbindelse med udløb af marts-terminen. Rapporteringen fra en russisk avis, der via kilder havde opsnappet rygter om, at landbrugsministeriet i smug igen havde haft fat i korneksportørerne, og indført 'bløde' kvoter for at lægge en dæmper på eksporten, hjalp sandsynligvis også til ligningen. Som tidligere benægter russerne selv alt snak om, at der skulle være indført eksportkvoter. En talskvinde fra ministeriet gentog tidligere bemærkninger om, at der ikke er aktuelle diskussioner om foranstaltninger, der skal begrænse korneksporten. Dog lyder det, at ministeriet fortsætter med at holde regelmæssige møder med nøgleeksportører for at 'koordinere' oversøisk salg og kontrollere forsyningssituationen på hjemmemarkedet. Samtidig benyttede det russiske landbrugsministerium lejligheden til at bekræfte deres eksportestimater på 42 millioner tons for sæsonen, der slutter ultimo juni.

For hvedeproducenterne bliver februar sandsynligvis en måned de hurtigt vil putte i glemmebogen. De globale hvedepriser er faldet på hård konkurrence mellem rivaliserende eksportører på det fysiske marked og samtidig har den nordlige halvkugle haft en lun vinter, der giver et godt udgangspunkt for vinterafgrøderne. Prisfaldene har medført en negativ spiral, da ny høst terminer handler med fradrag og derfor giver et ringe incitament til at oplagre hveden. Prisforskellen mellem maj- og september terminen på Matif er i øjeblikket cirka 13 USD/ton, mens den for russisk eksporthvede med 12,5 procent protein er massive 35 USD/ton. Kun i USA, hvor forsyningssituationen forholder sig anderledes, er der en lille præmie mellem gammel og ny høst på Chicago.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Markedet for oliefrø er i februar også trukket med ned af den dårlige stemning på afgrødemarkederne. Den canadiske rapsvariant, Canola, faldt i går til det laveste niveau siden sommeren 2016. Modsat de europæiske rapsfrø, der har holdt et forholdsvis stabilt niveau henover efteråret og vinteren, så har den canadiske canola været gennem en nedtur siden i sommers. De lavere priser på rivaliserende vegetabilsk olie har sat sine spor på efterspørgslen fra eksportmarkederne, og den mængde for den canadiske canola halter 10 procent efter samme tid sidste sæson. I forhold til de europæiske priser på rapsfrø er prisforholdet i øjeblikket i den øvre ende af intervallet. Sæsonmæssigt ser vi ofte en indsnævring af intervallet frem mod rapshøsten i Europa.