Finansminister Kristian Jensen fik indviet Kvægkongres 2019 med en tale for en fyldt kongressal i MCH Herning Kongrescenter.
- Landbruget er et af de erhverv, vi er rigtig gode til i Danmark. I er nemlig gode til at skabe de fødevarer, som andre har så stor tillid til. Det er noget, vi skal være stolte af og derfor noget, vi skal arbejde på at bevare, sagde Kristian Jensen, der også lagde vægt på fremgangen af eksport til udlandet.
Derudover talte Kristian Jensen om, at regeringen siden 2015 har gennemført en lang række initiativer for at forbedre og beskytte dansk landbrug, som eksempelvis at fjerne pso-afgiften og opsætningen af vildsvinehegnet for at holde afrikansk svinepest ude af landet.
Under finansministeren tale var der også fokus på økonomi og vækst i dansk landbrug og dansk erhverv generelt.
- Fra 2015 til i dag har der været beskæftigelsesfremgang i 98 ud af 98 kommuner, sagde Kristian Jensen om de positive tal.
Tæt på et valg
Der er ingen tvivl om, at et valg er lige om hjørnet. Kristian Jensen sørgede også for at sætte fokus på generelle samfundsemner og nogle af de emner, der fylder meget i mediebilledet - blandt andet udenlandsk arbejdskraft, som dog også tog en drejning ind i landbruget.
- Vi skal huske, når vi snakker om udlændinge i Danmark, er der to slags - der er dem, vi har problemer med, og så er der dem, der er med til at gøre Danmark og herunder også landbruget stærkere og rigere, fortalte Kristian Jensen.
Nøgleordet er omstillingsevne
Finansministeren talte desuden om sine håb for fremtidens landbrug.
- Jeg tror, omstillingsevne bliver nøgleordet i fremtidens landbrug. Jeg tror, der vil være fire områder, I vil skulle bruge jeres omstillingsevne til: Nye kundekrav, markeder, grønne løsninger og teknologier, sagde Kristian Jensen, der herefter talte om nye fødevarer, stop af madspild og nye markeder, inden han afsluttede sin tale.
- Jeg tror på, at dansk landbrug er kommet for at blive. Jeg tror også på, at det, der skal til for, at dansk landbrug kan blive, er at have de rigtige rammevilkår, viden, innovation, forskning og uddannede, dygtige landmænd, som får rammerne til at kunne overtage produktionen, afsluttede Kristian Jensen sin tale.
Herefter åbnede Kristian Jensen op til debat, hvor de fremmødte blandt andet fik diskuteret emner som biogas, hvorfor sygehuse skal servere økologi, og hvorfor økologiproducenterne skal blive ved med at have tilskud.

