Christian Lund fremlagde målene for de danske kvægproducenter, hvor blandt andet antibiotikaforbruget skal nedsættes.

- Vi har en målsætning om at reducere forbruget af antibiotika. Og det ser ud til at forbruget til køerne også falder i 2018. Det er super godt gået. Men desværre ser forbruget til kalve og ungdyr ud til at gå den gale vej. Vi mangler de sidste tal for 2018, men sammenligner vi de enkelte kvartaler er tendensen et stigende forbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det får mig til at komme med en bøn til jer om kalvepasning skal prioriteres noget bedre hjemme på bedrifterne, fortalte Christian Lund.

For mange arbejdsulykker

Derudover talte Christian Lund om de arbejdsulykker, der sker på bedrifterne.

- Inden for kvægbruget alene har vi det sidste 1½ år mistet 3 gode kollegaer i tragiske ulykker. Kvægproduktionen er den sektor i landbruget, der står for flest arbejdsulykker. Det er arbejdet med dyrene der er direkte årsag til 42 procent af de arbejdsulykker, der sker på bedrifterne, fortalte Christian Lund, inden Ida Storm tog over.

- Vi er nødt til at gå målrettet til arbejdet for at få et sikkert og godt arbejdsmiljø - det kommer ikke af sig selv. Vi skal arbejde struktureret med sikkerhed på vores tavlemøder. Den årlig arbejdsmiljødrøftelse, der har været lovpligtig siden 2010, er en rigtig god måde at få sat fokus på udvalgte arbejdsopgaver, som er forbundet med fare.

- Det gode arbejdsmiljø starter ved ledelsen - altså ejeren, sagde Ida Storm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Innovation er vigtig

Ida Storm satte også fokus på vigtigheden i, at branchen bliver ved med at udvikle sig.

- Et andet helt centralt element i sektorens prioriteringer er udvikling, innovation og nytænkning. Det har vi i dansk kvægbrug stået sammen om i mange år. Og det skal vi blive ved med hvis dansk kvægproduktion fortsat skal være førende. Ellers bliver vi overhalet af vores udenlandske kollegaer.

- Innovation koster penge, men med blandt andet færre landdistriktsmidler til sektoren bliver budgettet mindre. Vi gået fra at bruge over 50 millioner kroner om året på innovation til i indeværende år at have et budget på lidt over 30 millioner kroner. Sektorbestyrelsen skal prioritere benhårdt for at sikre innovation i verdensklasse, der kommer jer til gavn, fortalte Ida Storm, og tilføjede, at de i samarbejde med andre sektorer skaffer den viden og data, som kvægbedrifterne har brug for i hverdagen og kan være med til at videreudvikle branchen.

Etiske overvejelser

Herefter tog Christian Lund igen over, og han satte blandt andet fokus på nogle af de etiske spørgsmål, der fylder hos forbrugerne og hos landmændene.

- Aflivning af raske jersey tyrekalve ved fødsel har længe været en diskussion og et etisk kritikpunkt af branchen. Der skal ikke herske tvivl om, at vi helst så, at der ikke blev aflivet en eneste kalv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor har vi igennem vores forskning og udvikling i en årrække arbejdet på at skabe grundlaget for en højere værdi af kalvene - især igennem vores avlsarbejde. Det er til dels lykkedes, og antallet af aflivninger er allerede blevet reduceret betydeligt.

- Vi ønsker nu at tage det fulde skridt og det ansvar, at vi anbefaler alle mælkeproducenter, at der ikke aflives kalve fra den 1. januar 2022 med mindre det sker af hensyn til sygdoms- og dyrevelfærdsproblemer. Det er en ambitiøs målsætning, som vi har drøftet intenst med Dansk jersey og med mejerier og slagterier i regi af L&F.

- Vi er enige om, at anbefalingen meldes endeligt ud inden for en kort tidshorisont, når de sidste detaljer er på plads, fortalte Christian Lund.

Dansk kvægbrug er verdensklasse

Christian Lund afsluttede sin beretning med positive ord.

- Vi har en produktion, vi med rette er stolte af i dag. Dansk kvægbrug er i verdensklasse, når det gælder dyrevelfærd, medicinforbrug og bæredygtig produktion. Vi producerer mælk og kød, som er byggesten i en sund ernæring. Og som er efterspurgt i hele verden. Vi skal sammen udvikle vores erhverv, turde flytte os, sætte os selv i spil, fortalte Christian Lund, inden han afslutningsvis takkede sine kolleger og samarbejdspartnere.