Ifølge Danish Crown har noteringen for denne uge ikke ændret sig, og den holder sig derfor på 8,50 kroner pr. kilo slagtesvin og 5,10 kroner pr. kilo for søer.

Danish Crown skriver i deres beretning for ugen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

På det europæiske marked for fersk grisekød hersker der i øjeblikket en afventende stemning. Udbuddet af kød er ikke overvældende, men omvendt er markedet heller ikke underforsynet.

- Lige nu savner vi nye impulser, der kan sætte skub i afsætningen, og der skal ikke nødvendigvis særligt meget til. Hvis vi eksempelvis får et tidligt forår i Norditalien og Sydfrankrig, så kan det hurtigt sætte skub i forbruget af kød, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Der er fortsat en rigtig god efterspørgsel på bove, forender og brystflæsk, mens kamme, bacon og skinker afsættes jævnt.

Til landene udenfor Europa er der en stabil eksport til både Japan og Kina.