Der kan være store skattemæssige besparelser at hente, hvis man som landmand vælger at lade sin enkeltmandsvirksomhed omdanne til et ApS eller et A/S ? og netop nu er det muligt at gøre, uden at det udløser en skattebillet af de helt store.

Det fortæller Susanne Møberg, chefrådgiver i Skat & Selskaber hos LMO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når man overdrager en virksomhed fra en person til et selskab, så er det almindeligvis på markedsmæssige vilkår, hvilket betyder, at man skal betale bunker af skat, fordi der på papiret er fortjenester på besætninger, ejendomme og andre aktiver. Men frem til udgangen af juni er det muligt at gøre skattefrit, og det kan betyde besparelser på potentielt flere hundredtusindvis af kroner for den enkelte landmand?, siger Susanne Møberg.

- Hvis man ikke når i mål med en overdragelse inden skæringsdatoen, kan man være nødsaget til at vente til næste år, før man kan gøre det igen. Hvis det virkelig haster, kan man føre omdannelsen igennem alligevel, men så risikerer man at skulle betale op til 55 procent i skat af fortjeneste på aktiverne.

Udskyder skatten

Omdannelsen fra personlig virksomhed til et selskab er en stor omvæltning, da man formelt set går fra at være ejer til at være ansat i sin virksomhed. Men for flere landmænd giver det dog en række klare skattefordele, fortæller Susanne Møberg.

- Fordelen ved at være i et ApS eller A/S er, at man får styr på skatten og et bedre overblik over sine skattebetalinger, eksempelvis hvis man har et stort opsparet overskud. For andre, som ikke kan bruge virksomhedsskatteordningen og spare op til 22 procent i skat, risikerer man at blive beskattet op til 55 procent, og her kan det være en oplagt idé at drive sin virksomhed i selskabsform. Det er klart, at landmanden i sidste ende skal tjene på det, siger hun og peger på, at det også kan være en stor fordel, hvis man står over for et salg af bedriften.

- I forhold til salg og fri handel kan det være en god idé at omdanne virksomheden, fordi man får mulighed for at udskyde skatten, og det giver ultimativt flere potentielle købere, fordi banken betragter udskudt skat som del af finansiering af købet. Det er en klar fordel for køberen, som også slipper for at skulle låne flere penge i banken end højst nødvendigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En stor beslutning

Det kan være kringlet for den enkelte at finde ud af, om hvorvidt en omdannelse fra virksomhed til selskab kan være gunstig. Som tommelfingerregel siger man, at det kræver en vis størrelse, og at virksomheden gerne skal have aktiver for over 20 millioner kroner. Derudover kræver det, at man har kalenderregnskabsår, hvis man skal udnytte skæringsfristen den 30. juni.

- Overordnet kan man sige, at det er skatten, der styrer det. En omdannelse er kompleks og en større ting, man sætter i gang. Det kan tage lang tid at føre ud i livet, så hvis man gerne vil afsøge mulighederne, bør man gå i gang hurtigst muligt ? hellere i dag end i morgen, siger hun og opfordrer interesserede til at kontakte sin rådgiver, hvis man tænker, at et selskab kunne være vejen at gå.

- Vi kan som rådgiver lave en fuldstændig gennemgang af, hvorvidt en omdannelse kan gøres skattefri, og hvilke fordele og eventuelle ulemper, det kan medføre. Derudover optimerer vi jo hele tiden, så man står i den mest gunstige situation både virksomhedsmæssigt og privat, fortæller Susanne Møberg, chefrådgiver ved LMO