Firmaet Adival, der tidligere hed ScrapTrans, omdanner spild fra fødevareproduktionen, primært kager og slik, til dyrefoder og sælger det til foderstofvirksomheder. Men Adival leverer også chokolade, slik eller småkager til omkring 20 landmænd, og dér kan virksomheden i øjeblikke ikke følge med efterspørgslen, oplyser direktør Søren Christensen til Jyske Vestkysten.

Størstedelen af Adivals forretning handler om spildprodukter af småkager og slik, som sælges til svineproducenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-I stedet for, at man køber kunstige sødestoffer til grisene, kan man bruge restprodukter til at give dem ædelyst, siger Søren Christensen til JydskeVestkysten.

Hans far, Ole Christensen, etablerede ScrapTrans i slutningen af 1970'erne, da han begyndte at køre kager fra DanCake i Give til lokale landmænd, som brugte kagerne i foderet til dyrene. Siden er andre kage- og slikproducenter i både ind- og udland kommet til som leverandører.

Virksomheden skiftede navn til Adival i april sidste år, kort tid efter at Søren Christensen havde overtaget ledelsen.