Et hårdt brexit vil kunne mærkes på beskæftigelsen og exporten i Danmark i de kommende år, og fødevareindustrien er blandt de brancher, der vil blive berørt af Brexit.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) på baggrund af en ny økonomisk analyse, som ministeriet netop har lavet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Knap 60.000 eller to procent af danskerne er ifølge ministeriet direkte eller indirekte beskæftiget med eksport til Storbritannien.

Hvis Storbritannien forlader EU til marts næste år uden en aftale , et såkaldt hårdt brexit, vil det i de følgende år koste danske job i blandt andet fødevareindustrien.

- Jeg krydser fingre for, at vi kan opretholde vores tætte bånd og samhandel med briterne. Men det er også vigtigt, at virksomhederne forbereder sig. Da Danmark især eksporterer kød, mejeriprodukter og drikkevarer til Storbritannien, er det blandt fødevareindustrien, der kan blive berørt af Brexit, siger økonomi- og indenrigsministeren i sin kommentar til analysen.

- Op mod 60.000 job er afhængige af Storbritannien som eksportmarked. Så det kan få betydning for en lang række mennesker, siger ministeren uden at nævne et konkret antal. Men på den længere bane viser analysen, at de danske virksomheder nok skal finde nye eksportmarkeder, så der dermed er mulighed for at opretholde samme beskæftigelsesniveau på langt sigt, siger Ammitzbøll-Bille.

Udskudt afstemning

På forhandlerniveau er Storbritannien nået til enighed med unionen om en udtrædelsesaftaftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men aftalen er endnu ikke godkendt i det britiske parlament, og mandag valgte premierminister Theresa May at udskyde en planlagt afstemning på grund af udsigten til at blive nedstemt.

Bliver en aftale stemt igennem, er udsigterne lysere for beskæftigelsen i Danmark.

Det står dog klart, at det langtfra er alle brancher, der rammes i samme grad, når Storbritannien forlader EU.

- Vi kan glæde os over, at vi har omstillingsparate virksomheder og et fleksibelt arbejdsmarked, så ledig arbejdskraft kan flytte sig til andre brancher. Men Brexit eller andre handelsbarrierer vil i et eller andet omfang ramme væksten i Danmark. For højere toldsatser, øget toldbehandling og andre barrierer, gør det sværere at skabe værdi. Jo mindre disse barrierer bliver, desto bedre for dansk økonomi, siger ministeren.