På baggrund af en spørgeundersøgelse blandt leverandørerne til Naturmælk i 2015, viste det sig at der ikke var nogen leverandører, der aflivede tyrekalvene. Bestyrelsen besluttede herefter, at det fremadrettet er et krav til landmændene, at når man er leverandør til Naturmælk så betyder det også, at man ikke afliver tyrekalvene.

- Det er et etisk dilemma for landmændene at aflive tyrekalvene. At aflive et sundt dyr er enhver landmands mareridt. Først gør de deres yderste for at få koen/kvien drægtig. De bliver fodret i ni måneder for så at aflive halvdelen af kalvene, siger Frode Lehmann, bestyrelsesformand for Naturmælk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver ingen mening, hverken for landmanden eller kalven. Tyrekalvene har også ret til et godt liv, og det er landmandens ansvar at tage hånd om alle dyr i deres varetægt, siger Frode Lehmann, Naturmælk.

Salg til opdræt

En del af landmændene feder selv tyrekalvene, enten som slagtekalve eller som stude. En del sælger deres kalve til opdræt. Her bliver en del af køerne så insemineret med sæd fra kødkvægstyre, så opdrætterne overtager en kalv, som har gode gener for kød. En del af landmændene anvender kønssorteret sæd. Man kan sige at landmændene har stor fokus på management i forhold til at producere de kalve, som giver det bedste output i lige netop deres besætning.

Pr. 1. januar 2019 er der i "Anbefalinger for at højne dyrevelfærd, miljø og etik ved produktion af økologisk mælk og kød fra bedrifter med kreaturer" kommet et punkt 1.6 som hedder: Forbud mod systematisk aflivning af kalve gældende pr. 1. januar 2019. Disse regler er udarbejdet af Økologisk Landsforening, Landbrug og Fødevarer og Mejeriforeningen.

- Så nu er aflivning af kalve snart en regel, der gælder for mejerier, som sælger økologisk mælk og som har tilsluttet sig denne aftale i Danmark, fortæller Frode Lehmann, Naturmælk.