Abonnementsartikel
Bunden er nået, og priserne på korn vil sandsynligvis stige frem mod høst. Det spår seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Fødevareøkonomisk Institut i næste udgave af fagmagasinet Agrologisk.
Han forventer dog ikke, at prisen kommer til at stige så eksplosivt, som vi oplevede for halvandet år siden
Henning Otte Hansen forventer, at vi sandsynligvis vil få en stigning i kornprisen på 10-15 kroner pr. hkg frem mod høst.
Det begrunder han med, at der på verdensplan forbruges mere korn, end der produceres, og at prisen lige nu er så lav, at det flere steder simpelthen ikke kan betale sig at producere korn.
Det er især de høje priser på gødning, som slår hårdt igennem og vil føre til, at der især i Østeuropa og Sydamerika vil være et lavere forbrug af gødning - og dermed høstes lavere udbytter.
Til gengæld mener Henning Otte Hansen ikke, at der er udsigt til, at der allerede i år vil blive taget store arealer ud af produktionen.
Ingen drastiske stigninger
Når Henning Otte Hansen ikke tror på, at der bliver tale om en dramatisk stigning i priserne på korn, som de stigninger vi oplevede for halvandet år siden, hænger det sammen med, at situationen nu er markant anderledes, end den var dengang.
- Dengang var markedet præget af spekulation, hvor store investorer opkøbte store partier korn for de penge, de havde tjent på blandt andet boligmarkedet. Samtidig var der mindre lagre, hvilket også gjorde markedet mere følsomt, siger han.
Tilmed har den verdensomspændende krise ført til, at forbruget af korn er dæmpet, og at væksten i Fjernøsten er aftagende. Henning Otte Hansen mener derfor, at den eneste mulighed for en større stigning i priserne på korn er, at vi får en regulær katastrofehøst i USA, Sydamerika, Australien eller EU.
Du kan læse mere om forventningerne til kornpriserne i den kommende udgave af Agrologisk, der udkommer i morgen, onsdag 4. april.