Indehaver af Holmsland Maskinforretning, Arne Nielsen, er faktisk lidt rundt på gulvet over al den interesse, han har oplevet på sin stand i hal M.

- Det er fantastisk og helt overvældende. Det er første gang vi har vores egen stand, de øvrige år har vi stået her sammen med vores leverandører. Vi kan kun være dybt taknemmelige, fortæller Arne Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holmsland Maskinforretning har benyttet messen til at uddele et hav af brochurer, visitkort og skabt mange kontakter. Som en markør for antal besøgene på standen, har Holmsland uddelt 1500 nissehuer til børn og barnelige sjæle.

Godt salg

Maskinforretningen har også solgt godt på messen, uden Arne Nielsen vil komme ind på hverken antal solgte køretøjer eller beløb.

- Vi har solgt traktorer, slagleklippere, fræsere, minilæssere og produkter fra Pöttinger, fortæller Arne Nielsen.

På et tidspunkt måtte Arne Nielsen gå udenfor til en traktor med et solgt-skilt, da flere blev ved med at spørge på den konkrete traktor. Men heldigvis er der flere på lager, fortæller indehaveren.

Holmsland Maskinforretning sælger Valtra-traktorer og har hele Pöttinger-programmet. I slutningen af 2018 har forretningen overtaget importen af slagleklippere, fræsere og rotorharvere fra Concept Perugini.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holmsland Maskinforretning har afdelinger i Holmsland ved Ringkøbing og i Kjellerup ved Silkeborg.