Fremtiden er fuld af risici og udfordringer med klima, miljø, råvarepriser, forbrugertendenser og politiske strømninger både i Danmark og EU. Et kig ind i fremtiden som landmand kan godt virke skræmmende, men ikke for to agrarøkonomer, der torsdag deltog i efterårskonferencen på Københavns Universitet. De er begge halvvejs gennem uddannelsen som agrarøkonom og blev lokket til at deltage af dagens spændende program.

- Vi er blevet bekræftet i, at risikostyring er vigtigere end nogensinde. Som landmand er det vigtigt hele tiden at lægge budgetter og følge op, så man kan reagere i tide, fortalte Markus Riis, 23-årig landbrugselev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med sin medstuderende Søren Johansen fra Gråsten Landbrugsskole er han taget turen fra Gråsten til Frederiksberg på KU for at deltage i konferencen og høre de mange oplægsholdere fortælle ud fra dagens tema om risikostyring i landbruget.

- Min far er økologisk landmand med 100 malkekøer, og det er meningen, at jeg på sigt skal overtage besætningen. Men jeg er ikke helt afklaret. Måske vil jeg gerne ud og samle erfaring som driftleder, inden jeg bliver selvstændig. Min far kører nok efter de gamle principper, og det går meget godt, men jeg vil nok i højere grad tage nogle af de nye principper og værktøjer om risikostyring til mig, fortalte Markus Riis.

Råvarepriser

Agrarelev Søren Johansen er søn af en planteavler ved Christiansfeldt.

- På sigt skal jeg overtage gården. Men jeg overvejer, om jeg måske skal sætte dyr på gården igen og plante andre afgrøder, fortalte 23-årig Søren Johansen.

Agrareleven bed særligt mærke i vejledningerne i foredraget af råvarerådgiver, Tom Bundgaard, Kairos Commodities, der fortalte om hvedeprisdannelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt at følge markedet for priser systematisk, reagere på priserne og handle på det rigtige tidspunkt. Foredraget satte nogle tanker i gang, og helt sikkert noget jeg vil forsøge at bruge, fortalte Søren Johansen.

Begge elever er halvvejs gennem studiet, men har endnu ikke stødt på risikostyring under uddannelsen.

- Vi er blevet undervist i budgetlægning og opfølgning, men vores undervisere har lovet os, at vi også får noget om risikovurdering og styring, fortalte begge elever, inden turen gik hjem til Gråsten.