Fremtidens landmænd tør lære af, hvordan erhvervet betragtes fra cafébordene i de store byer. Det mener man hos Patriotisk Selskab.

Om man vil det eller ej, er københavneren vigtig for dansk landbrug.

Det mener man i hvert fald hos rådgiverne i Patriotisk Selskab, og de har derfor inviteret Tænketanken Frej inklusive to ærkekøbenhavnere forbi deres Agromek-stand onsdag 28. november.

- Det kan godt være, at landbruget eksporterer størstedelen af sine produkter til udlandet, men det er på baggrund af danske borgeres holdninger, at politikerne sætter rammerne for dansk landbrugs produktionsvilkår. Vi har at gøre med en ny generation, der har fokus på bæredygtighed og fødevarer. Det er en kæmpe mulighed for dansk landbrug, men det kræver at både landmænd og den bevidste forbruger tør mødes og blive klogere på hinanden, konstaterer udviklingsdirektør og medstifter af Tænketanken Frej Iben Krog Rasmussen.

Patriotisk Selskab: Fremtidens landmænd tør lytte til forbrugerne

Hos Patriotisk Selskab er man klar over, at nogle landmænd vil opfatte Tænketanken Frejs besøg som kontroversielt.

Men man vurderer samtidig, at de budskaber, tænketanken medbringer, er af så stor betydning for landbruget, at det er et must at få frem på Nordeuropas største landbrugsmesse:

- Når vi inviterer Tænketanken Frej til at gæste vores stand, henvender vi os til de allermest innovative og professionelle landmænd. Dem, der tør blive klogere, kigge fremad og lytte til og lære af, hvordan erhvervet betragtes udefra. Hos Patriotisk Selskab tror vi på, at fremtidens landmænd er dem, der kan nærme sig forbrugeren og er i stand til at tilpasse sig efterspørgslen på markedet, udtaler direktør hos Patriotisk Selskab Christian H. Vesterager.