Autostyring er helt afgørende for driften af Brdr. Kjeldals omfattende markbrug, som blandt andet omfatter mange forskellige specialafgrøder på cirka 200 marker. Mange marker er små, og der kan desuden være flere kulturer på samme mark.

Brdr. Kjeldahl bruger systemet til alle opgaver i marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Autostyringen holdt sit indtog allerede i 2005, og teknikken er løbende udbygget siden da. Men i år er flåden opgraderet gennem udskiftning af de gamle anlæg med otte helt nye anlæg fra Ag Leader.

Opgraderingen er sket på Brdr. Kjeldahls eget værksted med hjælp fra Ag Precision i Tjele, der er dansk forhandler af autostyring fra Ag Leader.

Forventningen hos Brdr. Kjeldahl er, at de nye anlæg giver nye muligheder for at høste driftsmæssige fordele i kraft af større driftssikkerhed og brugervenlighed og samtidig fremtidssikrer markbruget i de næste 10-15 år.

Større driftssikkerhed

Thomas Kjeldahl, der er anden generation i virksomheden, fortæller, at investeringen i de otte nye anlæg var blevet nødvendig, fordi der efterhånden blev brugt meget tid på at servicere de gamle anlæg.

- Det kan sammenlignes med at skifte en gammel computer - de fleste har vist oplevet forskellen på en gammel og en ny computer, siger Thomas Kjeldahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden er der sket en udvikling, som betyder, at de nye anlæg kan bruges til mere, end de gamle kunne. Blandt andet nævner Thomas Kjeldahl nye fordele i kuperet terræn, og nye muligheder for styring af maskiner og redskaber.

Alt styres af terminal

Ag Leader-terminalen i traktoren kan bruges til alle maskiner og redskaber i kraft af isobus-standarden.

- Alt - som for eksempel maskindelen, sektionsafblænding, dosering og så videre - styres af Ag Leader-terminalen, fortæller Thomas Kjeldahl.

Han tilføjer, at Brdr. Kjeldahl har næsten 100 små specialmaskiner, som kun bruges i kort tid, og de har ikke længere markører, så det er helt afgørende, at autostyringen fungerer.

- Vi er hårdt ramt, hvis autostyringen ikke virker, siger Thomas Kjeldahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Autostyringen er også vigtig, fordi der er mange ansatte med forskellige nationaliteter, som betjener maskinerne.

Og det er også vigtigt, at nye medarbejdere hurtigt kan sættes ind i systemet, så de kan bruge det.

- Det kan de efter en kort instruktion, og det er en vigtig faktor. Folkene er ved at blive dus med systemet og er glade for det og roser det. Det er gode medarbejdere, som også hjælper hinanden, hvis der er spørgsmål, fortæller Thomas Kjeldahl.

Han tilføjer, at det også er vigtigt, at autostyring gør arbejdsdagen mindre anstrengende for de ansatte.

- Folk skal ikke være overtrætte, når de kommer hjem, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faste kørespor

Autostyringen har også muliggjort faste kørespor i alle marker år efter år - med 3,20 meter sporbredde på traktorerne.

Men det er også nemt at flytte linjer i marken, hvis der er andre maskinbredder eller et bedsystem, som er anderledes end det gængse.

- Det har vi været glade for, og skærmene kan i løbet af et par minutter synkroniseres fra den ene til den anden traktor, fordi alle data lægges i den såkaldte Ag Finiti-sky, og dermed kan alle informationer om markarbejdet også tilgås fra kontoret og også bruges som arbejdsseddel og præcis dokumentation af alt, hvad der foregår på hver eneste mark, fortæller Thomas Kjeldahl.

Han ser også perspektiv i, at de mange data, som samles ved hjælp af systemet kan udnyttes til yderligere optimering af driften.

Og det er også muligt at give en rådgiver adgang til oplysninger i systemet eller til at opdatere data.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En tegner op

Markansvarlig Lasse Bertelsen fortæller, at en erfaren sprøjtefører, som kender alle marker rigtig godt, fordi han kommer rundt på dem flere gange hver sæson, brugte en uges tid i foråret på at tegne alle marker ind og lave spor.

Han tilføjer, at det er en fordel, at det er den samme person, der udfører arbejdet på alle marker i stedet for 10 forskellige.

Og han understreger, at det kræver disciplin at rydde op og holde orden i linjerne.

Enkelt at bruge

- Markgrænser og linjer kommer automatisk frem som forslag, når vi kører ind på en mark, men det er også nemt at tegne nye linjer, hvis vi får en ny mark, eller hvis vi for eksempel skal grubbe på tværs af dyrkningsretningen.

Lasse Bertelsen bekræfter, at systemet er meget brugervenligt, og at overgangen til det nye system har været problemfri, fordi der er stor genkendelighed i forhold til det gamle system.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man skal bare trykke på én knap og begynde rigtigt og så følge sporene, siger han.

Leverandøren, Anders Fynbo Stefansen, Ag Precision, supplerer med et eksempel, der bekræfter, at betjeningen er enkel, logisk og meget intuitiv.

- Vi har en kunde, der havde ændret opsætningen til hollandsk, uden at han havde opdaget det. Han kørte blot videre uden problemer, siger Anders Fynbo Stefansen.

Eget signal

Brdr. Kjeldahls beliggenhed på Samsø har haft betydning for den løsning, der er valgt.

Autostyringen kører således på eget RTK-signal, hvor det andre steder kører over mobilnettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forbindelse med udskiftningen til det nye anlæg, opsatte Ag Precision en ny basestation og en ældre station på den sydlige del af øen blev ændret til en såkaldt repeater, hvilket ifølge Thomas Kjeldahl betyder, at hele øen er dækket af et godt signal overalt.

Brdr. Kjeldahl har to kolleger, som også benytter signalet, så der er flere til at betale omkostningerne.

Og de er åbne for at give andre interesserede adgang til at benytte deres RTK-signal.

Service

Muligheden for service er også en særlig udfordring på en ø.

Derfor har Brdr. Kjeldahls medarbejdere selv opsat de fleste af de nye anlæg, efter at Anders Fynbo Stefansen fra Ag Precision hjalp med de første.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så ved vi, hvordan de er monteret, siger Thomas Kjeldahl.

- Vi skal selv kunne reparere det meste, men i særlige tilfælde kan vi også kontakte Ag Precision, som kan guide og hjælpe os via telefonen, siger Thomas Kjeldahl.

Han fremhæver, at han oplever, at der er god støtte og international opbakning bag danske Ag Precision, og han opfatter også af den grund valget af Ag Precision som både drifts- og fremtidssikret.

I forbindelse med installeringen af de otte nye autostyringsanlæg, blev hydraulikventilerne genbrugt, men al elektronikken blev skiftet.

International interesse

Brdr. Kjeldahl har ambitioner om at gå endnu længere med de muligheder, som autostyring giver.

- Vi kigger blandt andet på udviklingen af aktiv maskinstyring, som kan hjælpe os i kuperet terræn, hvor maskiner let skrider. Men det kræver yderligere investering, siger Thomas Kjeldahl.

Han er udmærket klar over, at de er langt fremme med at udnytte mulighederne allerede.

Det betyder da også, at der har været besøg af for eksempel tyskere, hollændere og australiere, som vil se, hvordan Brdr. Kjeldahl bruger autostyring i praksis.