Det var de små bevægelser der dominerede blandt afgrøderne i går, i fraværet af nye fundamentale nyheder til at drive markedet i det ene eller anden retning, skriver Jyske Markets.

I sojamarkedet er der spænding forud for G20 topmødet i Buenos Aires, hvor præsidenten fra henholdsvis USA og Kina planlægger at mødes for at diskutere en løsning på handelsproblematikkerne. Trump har en stærk holdning til tingene, indtil han har en ny, og det er før set han er vendt rundt på en tallerken, når han står ansigt til ansigt med sin modstander. Det har givet en smule nervøsitet blandt fondene, der ifølge den seneste børstilsynsrapport havde nettosolgte positioner i sojabønner for lidt over 100.000 kontrakter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En ny rapport over fondenes positioner bliver offentliggjort i aften, og her forventes det, at de har likvideret nogle af de solgte positioner for ikke at være for tungt lastet, hvis de to verdensmænd skulle blive enige om en løsning. Sojabønner nærmer sig 9 USD/bushel på første kontrakten, som tidligere har været et stærkt modstandsniveau, der har været testet, når der har været optimisme om en løsning mellem Kina/USA ? begge dele foreløbig uden held. Let prisunderstøttende for de sojabønner var endnu en måned med et højt crush-forbrug blandt de amerikanske oliemøller, og selv om crush-marginen har været faldende, viser tallene at der stadig er god efterspørgsel efter bønnerne, skriver Jyske Markets.

Spænding om hvede

I hvedemarkedet er der i dag lagt op til lidt spænding, idet Saudi Arabien søger 475.000 tons hvede med levering fra januar-marts, skriver Jyske Markets.

Russiske specifikationer lever efter sigende ikke op til kravene, og det betyder at konkurrencen står mellem europæiske, amerikanske og evt. argentinske varer. Spørgsmålet er om man kan finde varerne i EU efter sommerens tørke, mens USA har varerne, men omvendt kræver lidt højere fragtpræmier. Det næste store spørgsmål er, om Argentina vil byde ind på så store mængder. Som omtalt i går har landet været ramt af store mængder nedbør og der meldes om sporadiske skader på afgrøderne, men spørgsmålet er, hvor omfattende det er, og om det vil reducere mængderne af møllehvede til foderhvede. Argentina ventes for sæsonen at eksportere 14 mio. tons hvede, hvoraf cirka halvdelen typisk bliver sendt til Brasilien. Ud over Saudi Arabien har Iraq også meddelt at de henover weekenden vil udstede en hvede-tender, mens Egypten også snart ventes at være tilbage på importmarkedet. Kigger vi på FOB-markedet er det dog umiddelbart de argentinske varer som for øjeblikket er billigst.

Denne analyse er markedsføringsmateriale

16