Siden vejstriden startede i 2013 har L&F været med på sidelinien med støtte og vejledning til landmand Martin Lund Madsen. Efter at sagen har været igennem tre retsinstanser og landets højeste myndighed er formand for L&F Martin Merrild skuffet over at Vejen Kommune slæber en borger gennem retssystemet i flere år.

- Jeg synes, Vejen Kommuen, som offentlig myndighed, har en særlig forpligtigelse til at udvise respekt overfor en borger som Martin Lund Madsen. Kommunen har nu trukket ham gennem tre retssager, og nu vil de ikke engang respektere afgørelsen i højesteret, siger Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden synes det er helt urimeligt, hvad Vejen Kommune har budt landmanden.

- For mig at se er sagen fuldstændig tåbelig. Kommunen spiller på, at de har langt større magt og økonomi til at kører sådan en sag, men heldigvis har vi med en lodsejer at gøre, som ikke giver så let op, siger Martin Merrild.

Formanden vil ønske, at der var et princip om, at når en offentlig myndighed, som en kommune, taber en sag til en borger om f.eks. ekspropriation, så bør myndigheden ikke have mulighed for at anke sagen til næste retsinstans, men rette ind efter dommen.

- For mig at se, er det nu op til Vejen Kommuen at løse denne sag. De kan ikke bare finde en ny lov at hænge sagen op på. Det er helt urimeligt overfor borgeren, siger Merrild.