Ifølge JydskeVestkysten er Eltanggaard i Eltang ved Kolding sat til salg for 20 millioner kroner. Gårdens midterfløj er opført i 1787, og de to sidefløje kom til i år 1890. Hovedbygningen på 638 kvadratmeter er totalrenoveret, og der hører desuden 38 hektar jord til ejendommen.

- Det er en unik ejendom. Midterfløjen kan føres tilbage til 1787, og den er totalt renoveret. Den har opnået energimærke B. Det siger noget om, hvor gennemgribende renoveringen har været. Det er sjældent, at vi ser en ejendom i den stil, der er så flot, blive sat til salg. Det har bestemt ikke været gratis at sætte den i stand, men i dag er det en perle, siger Jens Ehmsen, der er ejendomsmægler hos EDC Domus First Class, til JydskeVestkysten.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ifølge JydskeVestkysten er det lige nu it-virksomheden Artogis, der er ejet af Henrik Rask, der har base i bygningen og har stået for at renovere bygningen fra gulv til loft.

Eltanggaard er en proprietærgård. En proprietærgård råder over mindre jord end et gods og mere jord end en bondegård.

- Jeg har da set nogle lignende ejendomme, men typisk vil de stå over for at blive renoveret. Men jeg tror, der er mange, der drømmer om at bo i noget i den her stil. Skal vi være helt korrekte, så er det en proprietærgård, som er niveauet lige under en herregård. Men når du kigger på stedet i dag, så synes jeg godt, at du kan tillade dig at kalde det en herregård, siger Jens Ehmsen til JydskeVestkysten, der er sikker på, at ejendommen vil have interesse for liebhavere.

- Det kræver en pengestærk kunde at købe ejendommen. Det er en forudsætning. Derudover kan jeg forestille mig, at vi finder en kunde, der måske har brug for at drive lidt liberalt erhverv derhjemme. Det kunne være en revisor, en advokat eller et rådgivningsfirma. Der er 638 kvadratmeter i bygningen, så de fleste kunne nok godt afsætte 100-150 kvadratmeter til erhverv. Jeg er ret sikker på, at der nogen, der gerne vil bo sådan et sted. Det er til en liebhaver, der måske godt kunne tænke sig noget jord til jagt. Derudover er der to store lader, som også kunne have værdi for nogen, fortæller Jens Ehmsen.