Partierne bag kritikken, DF, S og SF kalder regeringens forslag ren løndumping.

- Regeringen lægger op til at lempe på reglerne for udenlandske landbrugspraktikanter i en sådan grad, at der ikke længere er tale om en praktikordning, men derimod ren udnyttelse af billig udenlandsk arbejdskraft, siger Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti til DR Nyheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regeringen fremlagde sit udspil om udenlandsk arbejdskraft i begyndelsen af oktober, og et af forslagene i udspillet handler om afbureaukratisering for landbrugspraktikanter.

Socialdemokratiets udlændinge- og socialordfører, Mattias Tesfaye, bakker op om kritikken af forslaget.

- Det er fuldstændig uacceptabelt. Det er en åben ladeport for social dumping, siger Mattias Tesfaye (S).

Ophold i et år

Ordningen betyder at udenlandske landbrugspraktikanter fra tredjelande uden for EU kan få opholds- og arbejdstilladelse i op til 12 måneder, hvis de er under 30 år, har bestået en sprogtest i engelsk, tysk eller et skandinavisk sprog og har påbegyndt en relevant uddannelse i hjemlandet.

Regeringen vil i sit forslag både sløjfe kravet om, at landbrugspraktikanterne skal være under uddannelse og også afskaffe kravet om sprogtest. Derudover vil regeringen hæve alderskravet fra 30 til 35 år og opholdstilladelsens længde fra 12 til 18 måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Regeringen skal ikke lykkes med at komme igennem med at kalde det en praktikordning, når det ikke har en snus med praktik at gøre, men om rå udnyttelse af billig arbejdskraft, siger SF's politiske ordfører, Karsten Hønge til DR Nyheder.

Brug for arbejdskraft

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser kritikken af forslaget.

- Det her er ikke et spørgsmål om social dumping. Det er et spørgsmål om, at landbruget skal sidestilles med andre brancher, og at landbruget selvfølgelig også skal kunne få den arbejdskraft, de har brug for , siger Inger Støjberg (V).

Argumentet om mangel på arbejdskraft køber politisk ordfører for SF Karsten Hønge ikke.

-Hvis landmændene mangler arbejdskraft, kan de ansætte nogle af de mange danskere, der er arbejdsløse, og de kan sætte lønnen op, så skal der nok komme folk til, siger Karsten Hønge (SF).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Knap 2.000 udenlandske landbrugspraktikanter arbejder i øjeblikket i landbruget.