Normalt kunne Jens nemt klemme 5-6 stykker rugbrød ned til frokost, men en dag gav et enkelt stykke ham opkastfornemmelser. Det var en tid, hvor han også hyppigt fik næseblod ? dag og nat - og en aften troede han, at alt var forbi.
- Jeg følte, at mit hjerte var ved at hoppe ud af brystkassen. Jeg troede, jeg fik et hjertestop. Min kæreste kørte mig til vagtlægen, som blandt andet optog mit hjertediagram og konkluderede, at mit hjerte ikke fejlede noget. Det, svarede jeg, kunne ikke passe. Han spurgte så, om jeg havde lavet store ændringer i mit liv for nylig. Jeg svarede, at jeg havde fået nyt arbejde, og at det kunne være lidt travlt, men at der for mig ikke var noget, der hed stress. Vagtlægen sagde: Det er det, du fejler, tro det eller ej. Han fik mig op på vægten, og den viste, at jeg havde tabt 20 kilo i løbet af to måneder. Det er ikke sundt, sagde lægen til mig og rådede mig til at sygemelde mig, indtil jeg fik det bedre.
Dét papir med opsigelsen, det var øjeblikkelig lindring for mig
- Jens, landmand.
Sådan indleder Jens sin historie om stress. Han har, som han selv udtrykker det, altid arbejdet i landbruget ? både med maskiner og i marken. En dag blev han ansat som driftsleder på et landbrug, hvor der kun var ham og chefen til at drive det. Chefen havde en bibeskæftigelse ved siden af arbejdet i landbruget, så ansvaret for driften lå på Jens' skuldre fra dag ét.
- Jeg kom ikke rigtig ind i tingene fra begyndelsen, det havde min chef ikke tid til. Og hans blodtryk var højt, så uanset hvad jeg gjorde, var det ikke godt nok. Det psykiske arbejdsmiljø var meget dårligt, fortæller Jens, der hang i hos den aldrig tilfredse chef i næsten seks måneder, før han en aften endte hos vagtlægen.
Opsigelsen, der lindrede
Chefens begejstring steg da heller ikke, da Jens dagen efter vagtlægebesøget ringede for at sygemelde sig. Men der var ingen vej udenom, Jens ville følge vagtlægens anbefaling. Efter at have lagt røret på, tog han hen på sin fagforening for at høre til, hvilke muligheder han havde nu.
- Det bedste, jeg kunne gøre, var at komme væk fra den arbejdsplads, sagde de til mig. Sammen kiggede vi på de muligheder, der lå i min kontrakt med landmanden, og det viste sig, at jeg stadig var i min prøvetid. Jeg snakkede med min chef om det, og det endte faktisk med, at han opsagde mig, så jeg kom på dagpenge med det samme. Dét papir med opsigelsen, det var øjeblikkelig lindring for mig, fortæller Jens, der trak stikket, faldt til ro derhjemme og over de følgende to år genvandt de tabte kilo på badevægten.
Et godt arbejde
I dag er forruden stor, og bakspejlet lille for Jens, der har brugt tiden hjemme på at tænke tilbage, men mest af alt at se frem.
- Jeg prøvede at forestille mig, hvad jeg ville gøre, hvis jeg igen skulle opleve en lignende situation. Men jeg prøvede også på at glemme det knæk, jeg havde lidt, for når jeg tænkte på det, blev det værre, fortæller Jens, der efter sygemeldingen har fået en ny arbejdsgiver.
- I dag har jeg en chef, som erkender, at landbruget ikke har de bedste arbejdstider ej heller lønninger. Derfor går han meget op i, at det skal være hyggeligt at gå på arbejde. Vi kan sagtens stå i laden og snakke et kvarters tid. Jeg har fortalt min nye chef om min sygemelding, men det er ikke noget, vi har snakket om siden. Det er helt fint for mig, at det er fortid. Jeg kigger fremad, fortæller Jens, der gerne vil give et råd til andre landmænd og medarbejdere i landbruget:
- Vær opmærksom på, at du ikke kommer derud, hvor jeg var. Når du har været der, kommer stressen nemt igen, og du er mærket resten af dine dage. Det er min erfaring. Så tænk dig om, hvis kroppen begynder at reagere på måder, som den ikke plejer. Stop i tide, før det er for sent.
Jens er ikke kildens rigtige navn. Han ønsker at være anonym, men hans identitet er kendt af Maskinbladets redaktion.
