For knapt et halvt århundrede siden kostede slagtesvin stort set det samme, som de gør i dag.

Danish Crowns notering for slagtesvin er i skrivende stund faldet helt ned til 8,30 kroner. Til sammenligning var landsnoteringen for svin 8,36 kroner i gennemsnit i hele 1973, da Danmark lige var blevet medlem af EF. Det vil sige for 45 år siden. I de efterfølgende år i 1970'erne var noteringen mellem 7,65 og 9,65 kroner pr. kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tænk på, hvordan omkostningerne har udviklet sig siden dengang. I det lys er prisen uhyggeligt lav. Og perspektivet bliver ikke mere opmuntrende, når man ser, at Danish Crowns topchef, Jais Valeur, vurderer, at der er en megatrend i gang i retning mod at spise mindre kød.

Danish Crown-direktøren siger ganske vist i et interview i Landbrug & Fødevarers medlemsavis, Landbrugsavisen, at han ikke har noget problem med, at folk spiser mindre kød, "for vi skal nok få solgt vores kød et eller andet sted i verden."

Det er utvivlsomt rigtigt, men til hvilken pris?

Det er mildest talt en udfordring for dansk svineproduktion, hvis folk holder op med at spise svinekød, for faldende efterspørgsel kan få markedet til at falde helt sammen - og så kan det godt være, at Danish Crown kan skibe sine produkter afsted til kunder "et eller andet sted i verden". Men i givet fald er det svært at se det økonomiske perspektiv i den store danske svineproduktion. Også selv om Jais Valeur på en nyligt afholdt vækstkonference sagde, at der derfor skal bygges mere værdi ind i den danske gris. Det er bare ikke en ny ambition for den danske svinebranche, og det er måske også lettere sagt end gjort, hvis trenden peger i retning mod mindre forbrug af svinekød.

Sådan en trend kan hurtigt tage luften ud af ellers opmuntrende prognoser for efterspørgslen efter fødevarer og landbrugsprodukter, som både OECD og FAO har udsendt i de seneste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her peger eksperter på, at der bliver cirka 200.000 flere indbyggere på kloden hver eneste dag. Det øger i sig selv efterspørgslen efter fødevarer. Og dertil kommer, at store befolkningsgrupper i både Asien, Latinamerika og Afrika oplever øget velstand, som hidtil har givet anledning til at vurdere, at jo højere velstand, jo flere forædlede fødevarer efterspørger de.

Men hvis virkeligheden viser, at der går mode i fødevarer, så svinekød fravælges af alverdens forbrugere, hjælper den voksende verdensbefolkning ikke Jais Valeur og de danske svineproducenter. Lad os håbe, at de danske slagterier lykkes med at dreje forretningen, så den danske svineproduktion kan blive økonomisk bæredygtig både på kort og langt sigt. Den nuværende situation er uholdbar.