Besøgene blev gennemført forud for de endelige beslutninger om den fælles landbrugspolitik 2021 - 2027, og de var nøje udvalgt af Ministeriet for Bæredygtighed og turisme. Under dette ministerium ligger landbrug, turisme, energi, skov og vand. Besøgene afspejlede, hvor specielt landbruget er i Østrig i forhold til andre lande, og hvordan Østrig ser sit fremtidige landbrug. Landet modtager årligt 1,1 mia. Euro fra landdistriktsmidlerne til udvikling i landdistrikterne.

Bondegårdsis og gedeost

Ved det uformelle møde var der nøje udvalgt et par gårde, som både ministre og journalister besøgte. Første besøg fandt sted på Geisler Is. Her bliver fremstillet økologisk bondegårds is fra gårdens egne 50 køer, og isen sælges fra egne is-butikker i flere store byer i Østrig. I de smukke omgivelser på gården er der indrettet en is- cafe og udenfor er der legefaciliteter til børn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Herefter gik turen til Mandl's Ziegenhof økologiske gedefarm, hvor ministrene kunne hilse på de 280 malkende geder. På gården produceres gedemælk og forskellige gedeoste. En af ostene indgår som ingrediens i en is hos Geisler Eis.

Østrigs fascinerende natur er en af grundene til, at landet årligt modtager 28 mio. turister. Den store strøm af turister har stor betydning for Østrig og deres landbrugsudvikling, hvilket ligger til grund for deres synspunkter om den fremtidige landbrugspolitik, hvor der satses på klima, økologi og bæredygtighed.

Fælles landbrugspolitik

Østrig har formandskabet for EU i perioden 1 juli til 31 december 2018. I det det halve år er landets ministre formænd for Rådets møder og med til at bestemme dagsordenen på det enkelte politikområde. De fremmer også dialogen med de øvrige EU-institutioner. Til januar overtager Rumænien posten for en ny 6 mdr. periode.

Kommissionens forslag til budgettet for den fælles landbrugspolitik fra 2021 - 2027 lyder på 365 Mia euro i alt eller ca. en tredjedel af EU's samlede budget. Budgettet er opdelt i 2 søjler. Søjle 1 er den direkte betaling til landmændene, som foreslås beskåret med 4 %. Kommissionen foreslår desuden at anvende 2 % af midlerne til nyetablering for unge landmænd

Søjle 2 er midler til landdistriktsudvikling mv. Medlemslandene får mulighed for at overføre 15 % mellem søjle 1 og søjle 2 og landene får yderligere mulighed for at anvende 15 % fra søjle 1 til indsatser målrettet miljø og klima. Desuden foreslås der afsat 10 mia. kr. til forskning i nye teknologier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mødet i Østrig fandt sted på Schloss Hof tæt ved grænsen til Slovakiet. Mødet blev afsluttet med en pressekonference med deltagelse af Landbrugskommissær Phil Hogan fra Irland og den østrigske minister for bæredygtighed og turisme Elisabeth Køstinger.

Østrig har klare udmeldinger

Østrigs ønsker om landbrugets udvikling bygger på to ting, nemlig klimaændringerne og deres konsekvenser og forbrugernes ønsker. Samlet skal dette danne fundamentet for den landbrugsmodel, der skal præge Europa i årene fremover.

Den Østrigske vej er kvalitet frem for mængde. Nu skal forbrugerne vide, hvor deres mad kommer fra, og de værdsætter lokal produceret mad til rimelige priser. Vi er nødt til at gå den vej sammen i Europa, fastslog Elisabeth Køstinger. "Foranstaltninger til forbedring af fødevarekvaliteten, klimaforanstaltninger, markedsføringsinitiativer og mange flere østrigske projekter skal finansieres gennem udvikling af landdistrikterne.

Den fælles landbrugspolitik skal understøtte landdistrikterne

EU-landbrugskommissær Phil Hogan fremhævede betydningen af landdistrikterne og fleksibiliteten i den fælles landbrugspolitik i fremtiden:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Formandskabets indlæg afspejler nøjagtigt betydningen af landbrug og landdistrikter og vigtigheden af en fælles landbrugspolitik til støtte for disse samfund. Landbrug og fødevareproduktion opererer i et meget dynamisk miljø, og den fælles landbrugspolitik skal være i stand til at støtte sektoren og være fleksibel nok til at reagere på skiftende omstændigheder og nye udfordringer.

Danmark var repræsenteret

Den danske repræsentant ved mødet i Østrig, Afdelingschef Tejs Binderup fra Miljø- og fødevareministeriet svarer således på spørgsmålet om betydningen af dette uformelle møde:

- Det giver en stor mulighed for at tale med de øvrige repræsentanter og ministre og høre deres synspunkter både under møderne og ved besøgene rundt i Østrig. Vi forventer først at reformen besluttes i efteråret 2019, vil hellere have en god reform frem for blot en hurtig beslutning, og der er stadig nogle knaster i drøftelserne om den fælles landbrugspolitik, bl.a. om betingelserne for fordelingen af midlerne i søjle 1 og søjle 2,fortæller Tejs Binderup.