Danske landmænd går en lys fremtid i møde, hvis de formår at åbne op og være nysgerrige, lyttende og afsøgende i forhold til verden omkring dem.

Det mener sociolog og fremtidsforsker, Birthe Linddal, som tirsdag den 2. oktober holder indlæg på Dalum Landbrugsskole. I mere end 18 år har hun beskæftiget sig med fødevareerhvervet og rådgivet virksomheder om fremtidsmulighederne i branchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der har aldrig været bedre muligheder for dansk landbrug, end der er lige nu, men fremtidens muligheder er nogle andre, end dem vi kender i dag. Derfor er nødvendigt, at fremtidens landmænd er villige til at gøre og tænke landbrug på nye måder, hvis de vil have en givtig forretning på sigt og være en del af et erhverv, som de kan være glade og stolte over, siger Bir-the Linddal.

Forstander på Dalum Landbrugsskole, Jens Munk Kruse, glæder sig til at byde fremtidsforskeren velkommen.

- Dansk landbrug er inde i en utroligt spændende udvikling, og jeg glæder mig rigtig meget til at høre Birthe Linddals bud på fremtiden. Vi gør alt, hvad vi kan, for at klæde eleverne bedst muligt på til fremtiden, og jeg er sikker på, at der bliver rift om dygtige unge landmænd, som kan tænke innovativt og omsætte gode ideer til virkelighed, siger Jens Munk Kruse.