Fødevarestyrelsen har fundet ulovlig anvendelse af det ulovlige stof, Tetracyklin, i prøver hos en svineproducent. Fundet er gjort i prøver fra både fersk kød fra svin indleveret til slagtning og i prøver taget af svin og foder på ejendommen.

- Den mængde Tetracyklin, vi har fundet i kødet, ligger væsentligt under den tilladte grænseværdi og udgør ikke nogen umiddelbar sundhedsrisiko for hverken dyr eller mennesker. Men brug af stoffet Tetracyklin er ulovligt og kan føre til udvikling af antibiotikaresistens. Derfor anmelder vi sagen til politiet, forklarer sektionsleder i Fødevarestyrelsen Tim Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig vil denne type overtrædelser kunne skade danske fødevarers omdømme nationalt og internationalt. Det var prøver af fersk kød indleveret af slagteriet til analyse på Fødevarestyrelsens laboratorium, der viste tegn på, at der var brugt ulovlig medicin i den pågældende besætning. Koncentrationerne ligger alle under grænseværdierne og udgør ikke nogen sundhedsmæssig risiko for forbrugerne, skriver styrelsen.

Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold har på baggrund af fundene nedlagt forbud mod, at svin over 50 kg sælges eller sendes til slagtning. Forbuddet gælder mindst 28 dage. Sagen vil nu blive overgivet til politiet.