Den danske regerings forsvar i form af et vildsvinehegn til 80 millioner kroner langs den dansk-tyske grænse udløser europæisk bekymring.

Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I et skriftligt svar til Jyllands-Posten peger EU-Kommissionen på, at ikke kun vildsvin, men også andre dyrearter 'vil være stærkt sårbare over for lange hegn over hundredvis af kilometer'.

- Hegnene kan også rejse bekymringer for naturbevarelsen, skriver kommissionen, der desuden er bekymret for, at hegn ikke er pengene værd.

- Omkostningseffektiviteten og den praktiske etablering af dette tiltag vækker bekymring. At bygge et hegn i dag er ikke en EU-anbefaling, lyder svaret.

Regeringen står fast på, at vildsvinehegnet er en god ide, siger ministeren.

Miljøstyrelsen har oplyst, at alle kravene til processen er overholdt, og at tilladelsen til at opføre hegnet hviler på et solidt fagligt grundlag, skriver miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en mail til Jyllands-Posten.