I denne weekend holder De Konservative landsmøde i Tivoli Hotel & Congress Center i København, og der er naturligvis masser af ærke-konservative mærkesager på agendaen.

Blandt andet arveafgiften - eller "dødsskatten" - som Søren Pape Poulsen omtaler den fra talerstolen. Det skriver dr.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kommer aldrig til at være rimeligt, at de mennesker, som har knoklet et helt liv og betalt deres skat, lige skal have det sidste skattesmæk, inden låget på kisten lukker - af penge, der er beskattet en gang, sagde Søren Pape Poulsen blandt andet og tilføjede:

- Dødsskatten bliver noget, jeg vil tage med i en kommende forhandling om et regeringsgrundlag.

Kritik af Mette & Co.

Arveafgiften har blandt andet betydning for landbrug, der står overfor et generationsskifte. Afgiften var et varmt emne på Christiansborg i foråret, da to af tre regeringspartier talte om at fjerne den. Diskussionen om arveafgiften blev dog begravet af regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Og emnet blev slet ikke en del af den finanslov, som regeringen fremlagde i slutningen af sidste måned, skriver dr.dk.

Kritikken fra De Konservatives leder var især rettet mod Socialdemokaterne, da Søren Pape Poulsen indtog talerstolen lørdag.

- Socialdemokraterne siger, at det er en indtjening for den, som arver. Der må jeg bare sige: Kære socialdemokrater, som lige nu er samlet i Aalborg: Der er betalt skat af de penge én gang. Er der ingen nedre grænse for, hvordan I vil tage penge fra andre mennesker, lyder det fra partiformanden.