Kort før klokken 22 torsdag aften kørte en 72-årig mand fra Hjørring ind i en modkørende traktor på Brøndenvej nær Brønden mellem Brønderslev og Sæby. Det skriver nordjyske.dk.

Bilen ramte traktorens tvillingehjul, og den 72-årige blev dræbt på stedet, oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi til mediet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var en 20-årig mand fra lokalområdet, som kørte traktoren. Han slap uskadt fra ulykken.

Politiet har tilkaldt en bilinspektør til at undersøge årsagen til ulykken. Politiet vurderer, at det kan være den smalle vejstrækning, som kan have været en medvirkende årsag.